Efter at have boet i skønne Hjortshøj i godt 4 år, forstår jeg udmærket ønsket om flere byggegrunde så flere folk kan flytte hertil. Det er ikke nemt at finde et sted, hvor landsbylivet er bevaret, sammenholdet er så tæt og hvor Aarhus ikke er længere væk end en tur med letbanen. Det er selvfølgelig eftertragtet - men samtidig er det en skam at se, at de nye byggegrunde delvist skal ligge i andelssamfundet - et sted så værdifuldt og speciel for byen. Vi bor i byen og nyder (både børn og voksne) det frirum og den gæstfrihed Andelssamfundet har at byde på. Det er med stolthed, at vi viser Andelssamfundet frem til vores gæster og fortæller om alle de faciliteter samfundet har at byde på. Derfor står jeg meget undren overfor, at en grøn by som Aarhus vil bygge boliger på et økologisk jordstykke og hermed ødelægge noget så værdifuldt og bæredygtigt. Jeg mener i stedet det burde være inspiration til en anderledes fremtidig bebyggelsesform, som sætter bæredygtighed i fokus og som er et forgangsprojekt for mange lignende i fremtiden. At bevare sådan et åndehul tæt på Aarhus gør blot byen og kommunen mere attraktiv at bosætte sig i.
Foruden det bæredygtige er der en kæmpe udfordring i infrastrukturen. Gammel kirkevej som adgangsvej til så mange nye boliger vil, som det ser ud nu være helt katastrofalt. For det første kan vejen ikke bære alt den trafik og vil kræve en markant udvidelse. For det andet bliver trafikken ledt op midt i byen i et, i forvejen farligt og usigtbare svingkryds (Gammel Kirkevej ud på Hjortshøj Møllevej), hvor de bløde trafikanter vil være ekstra udsat. Hjortshøj Møllevej er – ligesom Gammel Kirkevej – en snæver vej, hvor det er svært for trafikanter at passere hinanden. Hvis udstykningen skal blive en realitet og succes, burde der tænkes alternative adgangsvejen – udenom midtbyen og udenom Gammel Kirkevej.