Jeg erfarer, at Århus Kommune har planer om at udstykke dele af den jord, som Andelssamfundet har lejet til landbrug gennem mange år. Dette ryster mig. Jeg mener at Århus kommune, som gerne vil profilere sig som grøn kommune, skal støtte op om netop sådanne alternative boformer, som Andelssamfundet er.
I stedet planlægger kommunen at lave "mere af det samme". Nye golde visionsløse boligkvarterer, som minder om alt det, vi kender i forvejen.
Hvordan peger det fremad? Hvad er visionen?
Løsningen på en del af fremtidens udfordringer pejer i retning af fødevarer, der dyrkes lokalt. Dette er netop hvad Andelssamfundet kan inspirere til. At nedlægge/ stække visionære boligformer, som der ikke er mange af i Århus Kommune i forvjen, er visionsløst og tilbageskuende, og kommunen bør ikke inddrage netop denne jord.
Igennem Andelssamfundet får alle beboere i lokalområdet mulighed for at komme tæt på dyr og landbrug.
Jeg kommer ofte forbi geder, grise og høns sammen med mine børnebørn og kan se, at selv de ret små børn omgås dyrene med tryghed og selvfølgelighed. Det er en almendannende og vigtig læring for fremtidens samfundsborgere.
Der må være alternative muligheder for kommunen til at finde byggegrunde.