Bebyggelse på landbrugsjorden i Andelssamfundet i Hjortshøj
Jeg er meget imod planerne om bebyggelse af landbrugsjorden i Andelssamfundet i Hjorthøj.
Bynær natur er vigtigt. Det fremgår tydeligt af "Et grønnere Aarhus - Aarhus kommunes politik for naturen og det grønne" (4/11-20). Her står bl.a. "Bynatur er noget særligt, fordi det skal forene os, aarhusianeres, behov for at bruge og nyde naturen med arbejdet mod en mere rig natur. Naturen er presset, og vi skal gøre vores til at vende nedgangen i biodiversiteten til fremgang."
På landbrugsjorden i Andelssamfundet i Hjortshøj (AiH) er der netop et stærkt fokus på biodiversiteten og den rige natur, da der drives økologisk landbrug og grøntsagsfællesskab. Denne bynære natur er noget helt særligt for hele Hjortshøj. Den forener os og vores behov for at bruge og nyde naturen samtidig med at der arbejdes mod en mere rig natur. Børnehaver og FDF'erne tager på ture til AiHs landbrugsjord og hele Hjortshøj bruger området som grønt åndehul.
Man kan indvende at Hjortshøj jo er en forstad til Aarhus og derfor ikke har brug for bynær natur, men det har Hjortshøj også behov for. De marker der er rundt om Hjortshøj som drives som "store" landbrug giver ikke mulighed for at folk kan gå på opdagelse i naturen eller være med til at dyrke jorden. Den mulighed har folk i Hjortshøj på landbrugsjorden i AiH.
Hjortshøj har også brug for grønne åndehuller og bynær natur, som ikke kun er tilstødende marker. Derfor er det en rigtig dårlig ide at bygge på landbrugsjorden i AiH.