Alle vi børn i Bulderby. Hvem kender ikke Astrid Lindgrens skønne fortællinger om, hvordan det kan være, når man som barn får lov til, at vokse op i dejlige landlige omgivelser. Jeg oplevede selv som barn, at vokse op i en by, hvor kommunen byggede på det sidste stykke jord, hvor vi unger elskede at lege.
Derfor var jeg ikke i tvivl, om hvor mine børn skulle vokse op. Straks jeg hørte om visionerne for Andelssamfundet i Hjortshøj, var der ingen vej tilbage.
Her er klappe geder, grise som går gryntende rundt og mudderbader og høns som løbende kommer børnene i møde, når de kommer ind til dem. Oven i købet flyttes hønsene rundt på vores jorder, så de ikke går på bar jord, som andre steder. Masser af dejlige økologiske grøntsager, som dyrkes i fællesskab. Ja, selv folk som bor i Aarhus valfarter hertil, for at være med i vores grønsagsordning. Korn af høj kvalitet, stier i landskabet, vild med vilje og sådan kunne man blive ved.
Ja, både dyr og mennesker trives her på vores unikke sted. Jeg har nu boet her i næsten 30 år og bare på den tid, er indbyggertallet fordoblet. På hver eneste stykke bare jord bliver der nu plastret til med huse, så man skulle tro vi boede på Aarhus ø. Derfor vil jeg og mange andre, appellere til 'de politikere som kan se det smukke i, at lade Andelssamfundet beholde den smule jord, vi stadig har tilbage. Hvis i tager vores jord, trækker i tæppet væk under os.
Sebastians Hodja fra Pjort's tæppe, vel at mærke. Er det virkelig det i vil ? ? ?