Vi er en familie med to børn; en pige på 7 og en dreng på 4. Vi bor i dag i et rækkehus på Obstruphøjen (i den del af Mårslet, der ligger op ad Tranbjerg), som vi er virkelig glade for. Vi drømmer dog stadig om lidt mere – men det er bare så svært at finde noget i området, og vi vil så gerne blive, da det er helt ideelt for os.
Derfor er vi meget store tilhængere af udstykningen ved Hørretløkken og Jelshøj; det ville give os og andre familier mulighed for at opfylde deres drømme. Jeg tænker, at der er mange lokale som os, der står på spring for sådan en mulighed – og der er sikkert også mange børnefamilier fra centrum, der gerne vil have lidt mere natur og fred – uden at man kommer alt for langt væk fra byen.
Vi har gået og fulgt udviklingen længe, og vi ser denne plan som den bedste, og måske eneste, mulighed for en større tilgang af byggegrunde. Vi hæfter os ligeledes ved, at der er gjort gode tanker i forhold til infrastrukturen, hvor bl.a. krydspunktet ved banen vil give gode muligheder for cyklister. Herudover, så ville det også være virkeligt godt med en ”omfartsvej” fra Jelshøjsvej til Obstrupvej.