Bevar landbrugsarealerne omkring Andelssamfundet i Hjortshøj
AIH og lokale kræfter i Hjortshøj har igennem mange år lagt store kræfter i udvikling af et helt unikt miljø med fokus på bæredygtighed, mangfoldighed, inklusion og fællesskab, til uvurderlig inspiration og glæde for rigtig mange mennesker, både lokalt, nationalt og internationalt. I min optik vil det være fuldstændigt uforståeligt og helt i modstrid med kommunens egne værdier hvis ikke disse kræfter og resultater skal støttes og opmuntres med alle midler. En nedskæring af landbrugsarealerne - ud over de arealer øst for AiH som allerede er byszone og som ønskes bebygget i samklang med AiHs værdier- vil kraftigt begrænse og reducere et væld af aktiviteter, som er under stadig udvikling og som er af kæmpeværdi og betydning for rigtig mange mennesker og institutioner. Inddragelse af dele af landbrugsjorden vil være i modstrid med kommunens egne værdier og ønsker om at understøtte aktive og innovative medborgere, der vil tage aktivt del i udvikling af gode fællesskaber og det gode liv for alle.