I Kommuneplan 2017, som er det retningsgivende dokument og udgangspunktet for byudvikling, har politikerne opsat og vedtaget rammer for, hvordan byen skal udvikle sig. Heri hedder det blandt andet:
“Der skal tænkes i helheder og sammenhæng, og der skal tænkes langsigtet. Kort sagt, skal vi tænke byliv før byrum og byrum før bygninger. Derfor skal der udarbejdes helhedsplaner for samtlige bykvarterer i Aarhus.”

“Helhedsplanlægning skal omfatte alle kommunens afdelinger og ressortområder samt Fællesråd/borgerinddragelse og gennemføres, inden der udarbejdes kommuneplantillæg og lokalplaner for enkeltprojekter.”

”Kommuneplanen skal sikre smukke landskaber og mere natur – og sikre, at Aarhus’ særlige historie bæres videre.”

”Forandringerne skal ske med hensyn til det særlige ved Aarhus. Fortællingerne om Aarhus, som kan findes indlejret i byens landskaber, markante sigtelinjer, rum og bygninger skal bæres videre til fremtidige generationer.”

Alle disse fine rammer negligeres konsekvent for at gøre det mere attraktivt for investorerne. Således har der siden 2017 været mere end 85 dispensationer fra kommuneplanen (de såkaldte Tillæg til Kommuneplanen), hvoraf mange drejer om tilladelser til at bygge højere, tættere og/eller med mindre friareal.
Arbejdet med helhedsplaner bliver nedprioriteret, og den ene lokalplan efter den andet bliver vedtaget, uden at der er udarbejdet helhedsplaner. For 2022 budgetterer Teknik og Miljø selv med mindst 35 lokalplaner (mod henholdsvis 18 og 17 i 2019 og 2020), mens man vil nedprioritere arbejdet med helhedsplaner.

En byudvikling, hvor rammerne igen og igen negligeres, skaber frustration hos mange borgere. En byudvikling, hvor borgerne ikke kan have tillid til kommuneplanen, skaber mistillid til politikerne. En byudvikling, hvor forvaltningen ikke en gang behøver at argumentere for dispensationer ud fra det konkrete byggeri, men blot kan nøjes med at sige, at ῾det giver kommuneplanen mulighed for’ eller ῾vi vurderer ...” (hvor vurderingen mærkværdigvis som hovedregel stemmer overens med developer og investors ønsker), undergraver forestillingen om, at forvaltningen er objektiv og også er til for borgerne. Borgerne regner oftere forvaltningen for modspiller end medspiller.

I kommuneplanen står der også: “Byens vækst realiseres i det gode samarbejde mellem bygherrer, aarhusianerne og byrådet.” Men er der tale om et reelt samarbejde mellem tre jævnbyrdige partnere?
Som det er nu, kommer borgerne alt for sent ind i processen. De oplever, at løbet allerede er kørt, når høringsprocessen starter. Uanset hvilke argumenter borgerne kommer med, ender lokalplanerne stort set med at blive vedtaget, som developer ønsker det. Borgerne bliver hørt, men samtidigt negligeret, og igen skabes der vrede og frustration og mistillid til politiker og forvaltning.
Som virkeligheden er, burde der i kommuneplanen i stedet stå: ῾Byens vækst realiseres af developer og investorer med byrådets billigelse,’ – underforstået: Og borgerne bedes ikke blande sig.

Jacob Bundsgaard, har tidligere udtalt til JP 10/8: “Vi er jo glade for, at der er nogle folk, som gerne vil investere i Aarhus ... Rigtig mange misunder os den investeringslyst, der er i Aarhus.”
Borgmesteren er mere end stolt over, at det har været muligt at tiltrække så mange investorer, men hans holdning har store konsekvenser for byen og byens borgere.
Samme tilgang ses hos Rådmand Bünyamin Simsek – som til Tv2 Østjylland tidligere har udtalt at lokalborgerne i Skæring inddrages NÅR planerne skal REALISERES. Med andre ord inddrages vi, når vi er langt forbi det punkt hvor det handler om hvorvidt der overhovedet skal bygges i vores lokalområde.
Når man lader erhvervslivet drive udbygningen af kommunen bliver drivkraften for byudvikling investorernes ønske om at skabe størst muligt afkast.
1. Der bliver dermed bygget mere, end der er behov for.
2. Der bygges for meget nyt og renoveres for lidt med store miljømæssige konsekvenser til følge.
Der er således årligt behov for at opføre ca. 2.100 nye boliger i forhold til befolkningstilvæksten. De sidste 4 år er der hvert år opført mellem 3.339-4.313 nye boliger. Per 1.1. 2021 stod der 8.602 boliger ledige, et tal der er vokset støt de sidste 4 år, mens det de ti foregående år har ligget stabilt og svinget mellem 5.072-5.505.
Temaplanen bygger videre på denne tendens når man kigger på Skæring og oplægget for at udvide området med 420 boliger. Planer der på ingen måde tager hensyn til bynær natur – på trods af at ”Kommuneplanen skal sikre smukke landskaber og mere natur – og sikre, at Aarhus’ særlige historie bæres videre.” Det er derfor ikke overraskende at et af de mest centrale udvælgelseskriterier i processen er ”Opfyldelse af private ønsker i muligt omfang og ud fra at de opfylder kriterierne” Ydermere påpeges der at ”Samtlige private forslag, der er indkommet før færdiggørelse af forslaget, er blevet vurderet ud fra alle kriterierne. Det har navnlig været hensynet til natur, landskab og grundvandsdannelse, der har været årsag til fravalg af arealerne.” På trods af dette har man valgt at gå med et forslag i Skæring som vil påvirke § 3-beskyttede arealer og afvist foreslåede områder der udelukkende vil grænse op til markarealer. Samtidig har Tækker Group indgivet et nyt høringssvar: HS8391694 – hvor et område der er 3-4 gange større foreslås. Forslaget har selvsagt endnu større konsekvenser for naturen i området og jeg finder dette fuldstændig uacceptabelt.
På denne baggrund har jeg derfor ikke tiltro til hverken Jacob Bundsgards eller Bünyamin Simseks uvildighed i forhold til legitimiteten af disse byggeplaner generelt. Hvorledes vil man sikre at de private og politiske interesser ikke trumfer de reelle behov? Hvordan sikrer kommunen at borgernes stemme tages ind og vurderes – således at de ovennævnte tendenser ikke fortsætter?
Samtidig ønsker jeg aktindsigt i hvornår i processen man fastlægger hvilke arealer der skal bruges i Temaplanen.