NET TAK til endnu flere boliger på Landbrugsjord v Andelssamfundet i Hjortshøj
Indsigelse vedr. forslag om endnu flere boliger på ”Andelssamfundets” landbrugsjord (udover de allerede planlagte 60/ Hjørnegrund)…
Det er svært at sætte ord på, hvad landbrugsjorden betyder for Andelssamfundet. For mig er den vores hjerteblod og livsnerve. Jeg tror det vil være svært at finde et stykke jord, som har været berørt og bearbejdet af ligeså mange mennesker, som ”vores” landbrugsjord. I mere end 25 år har vi beboere på skift og i forskellig grad været engagerede i arbejdet på at gøre jordkvaliteten bedre, i at skabe et hav af forskellige projekter, som kunne vise nye grønne veje: herunder bl.a. diverse forskellige dyrebrug: får, geder, grise, kvæg og høns, samt dyrkning af mange forskellige afgrøder: f.eks. dyrkning af ginseng (!) på dansk jord, urter, bær og frugter, korn og grønsager, alt sammen varetaget af forskellige og skiftende grupper af beboere i Andelssamfundet, og på den måde har arbejdet med jorden bragt mennesker sammen.
Landbrugsjorden har været en del af vores liv på mange måder, udover ovennævnte produktion, f.eks. har vi holdt årstidsfester her, med bål og dans og sang, og ofte har vi inviteret hele byen (Hjortshøj og omegn) til at deltage (f.eks. til de årlige høst- og julemarkeder).
Her har været tusindvis af besøgende, alt fra nysgerrige forbipasserende, til arkitektstuderende, journalister, øko-interesserede, festivaldeltagere m.m.fl.. OG de har alle kunnet se, hvordan et nært forhold til jord og produktion af egne fødevarer ser ud, og at større selvforsørgelse og styrket bæredygtighed er muligt.
Vi har levet med landbrugsjorden, som en uvurderlig del af hele vores projekt og for mig er det det, der har gjort dette til et meningsfyldt sted at bo. Det er umuligt, at opsummere fyldestgørende, hvad jorden fortsat betyder for vores sted og for Andelssamfundets hele liv, men med et halveret landbrug frygter jeg, at vi fratages mange fremtidige muligheder for, og måske også motivation til, fortsat at vise nye veje til endnu mere bæredygtighed, på et tidspunkt, hvor der er allermest brug for det.
Vil Århus kommune virkelig sætte en stopper for at det kæmpe arbejde, der allerede er gjort, kan få lov at bære endnu flere frugter???
Mvh Anne Zachariasen.