Gå til hovedindhold

Høringssvar

Debatoplæg - Skejbycenteret - Skelagervej 5-21, 8200 Aarhus N

Høringssvar på ”DEBATOPLÆG - SKEJBYCENTRET - SKELAGERVEJ 5-21, 8200 AARHUS N”

Århus Teknik og miljø

Aarhus 03-08-2021

Til Teknik og Miljø, Aarhus Kommune
Høringssvar på ”DEBATOPLÆG - SKEJBYCENTRET - SKELAGERVEJ 5-21, 8200 AARHUS N”

Indeværende høringssvar fremsendes på vegne af bestyrelsen for Grundejerforeningen Skelagervej 212-270.

Vi ser gode muligheder mht. udvikling af Skejbyområdet, men flere af punkterne i det udsendte debatoplæg, vil være med til at forringe området og endda forringe livskvaliteten hos enkelte beboere i området. Oplæggets bebyggelsestæthed på 115% vil blot flytte problemerne fra Aarhus C med til Aarhus N, f.eks. gener med larm, når mange mennesker samles på lidt plads.

I nedenstående uddyber vi flere problematikker, og kommer med forslag til, hvordan området omkring Skejbycenteret kan gøres mere attraktivt.

Trafiksituationen

Dags dato er de trafikale vanskeligheder meget tydelige. Disse vanskeligheder indebærer en tung morgentrafik, der ofte forsinker trafikken fra stikvejene til Skejbygårdsvej bl.a. Skelagervej, samt trafikale problemer ved vareindlevering til Skejbycenteret. Vareindleveringen sker via én indkørsel til centeret, der ligger blot få meter fra krydset Skejbygårdsvej og Skelagervej. Denne placering af indkørslen til vareindleveringen, giver kø og skaber farlige situationer for bløde trafikanter. I det udsendte debatoplæg findes der ingen løsning på ovenstående problematikker, tværtimod vil forslaget om yderlig bebyggelse blot øge de trafikale vanskeligheder. Endvidere er der ofte mangel på parkeringspladser i området, og med det offentliggjorte materiale, må det antages, at der bliver færre parkeringspladser.

Bebyggelse

I oplægget fremgår det, upræcist, at der vil blive bygget i 4-6 etager. Her er det vigtigt, at I som kommune ser på området omkring Skejbycenteret, hvor bebyggelsen ikke overgår en etage. Altså vil en bebyggelse, i den nævnt højde, være med til at ødelægge æstetikken/herlighedsværdien i området. Derfor foreslås det, at man udvider området med én række lejligheder i en to etages ejendom, som opføres langs med Skejbygårdsvej, i den nuværende parkeringsplads længde.

Endvidere kan der opføres en arkade mellem Skejbycenteret og den foreslåede to etagers ejendom, hvor der vil være plads til små specialbutikker, takeaway steder, legeområder m.m. Dette vil være med til at skabe et bycentrum, hvilket vil være med til at gøre Skejby mere attraktiv som bydel.

I debatoplægget fremgår det ikke, hvem målgruppen for boligerne er, hvilket har stor betydning for området. Da etageboligerne kommer til at ligge i et roligt område, hvor mange familier er flyttet til, for at komme væk fra larm/uro i Aarhus C. Et stort etagebyggeri, medfører ofte larm/uro, hvilket igen er en grund til at bygge i mindre skala.

Det fremgår, at der skal bygges ovenpå Skejbycenteret. Vi foreslår, at Skejbycenteret renoveres, samt at centerets tag laves til grønne kolonihaver, dog uden bebyggelse, som kan lejes af områdets beboere.

Vi vil fraråde Aarhus kommune, at give tilladelse til at ændre den eksisterende lokalplan på baggrund af det udsendte debatoplægsmateriale. Da dette ikke vil være i områdets interesse, det vil skabe trafikale problemer, fjerne områdets æstetiske sammenhæng og bebyggelsestætheden vil skabe gener som f.eks. larm, som der opleves i Aarhus C.

Venlig hilsen
p.v.a.
Bestyrelsen for Grundejerforeningen på Skelagervej 212-270
Formand for Grundejerforeningen
Jesper Faurholdt Kristiansen
Skelagervej 254
8200 Aarhus N
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Jesper Faurholdt Kristiansen

Indsendt

03/08/2021 21:24

Sagsnummer

HS5338035

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Skejby-Christiansbjerg
Hørings-id

H321

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00