Jeg synes, det er vigtigt at der planlægges under hensyntagen til de særlige karaktertræk og visuelle oplevelser, der kendetegner Aarhus og landskabet omkring Aarhus i forbindelse med nye byggerier.
Tag eksempelvis Aarhus Ø. Her er det vigtigt, at der værnes om sigtelinjerne fra de forskellige byggefelter til både bugten og byen. Personligt ser jeg hellere, at der bygges højere og af bedre kvalitet, men til gengæld mindre tæt, således at der skabes rekreative områder, luft og sigtelinjer mellem og fra byggerierne. Fyrtårnet i Lighthouse er et godt eksempel herpå.
Der er helt sikkert nogle, der vil mene at fyrtårnets højde er til gene, men skulle alle fyrtårnets boliger fordeles på Aarhus Ø i lavere byggerier, så ville der skulle bygges enormt tæt, eller være færre boliger, hvorfor færre vil have både råd til og mulighed for at bo i Aarhus C.
Jeg er sikker på, at færre bygninger og mere grønt, men i stedet højere byggerier af høj kvalitet er vejen frem for moderne storbyer.