Helhedsplan 2.0 for Nye
Helhedsplan for Nye
Den 25. oktober 2021.
Til
Aarhus kommune
Høringssvar fra Fællesrådet for Lystrup, Elsted, Elev og Nye om helhedsplan for Nye.
Vi synes, at byen Nye er spændende, og vi kan forstå og har sympati for mange af de ideer og værdier, der ligger til grund for byens udformning. Nye vil i høj grad bidrage til at vores lokalområde får et varieret udbud af borgere, boliger og boligtyper. Vi kan dog være usikre på, at de værdier og principper, der ligger til grund for den første del af byen - og som ligger til grund for helhedsplanen, holder uforandret de næste 30 – 40 år. Helhedsplanen bør som minimum indeholde klare signaler om løbende tilpasning af planen.
Byen har et anslået befolkningstal på 13.500 beboere og skal udbygges over 30 til 40 år. Det har taget en hel del år at færdiggøre den første del af første etape. Derfor ligger vi vægt på, at helhedsplanen garanterer, at byen udvikles og bebygges i en sammenhæng etape for etape, ellers risikerer man, at byen vil henligge som en byggeplads over et halvt århundrede. På borgermødet blev det oplyst, at man forventer, at det vil tage 7 – 10 år at udbygge etape 2. Vi vil foreslå mindre deletaper, der udbygges deletape for deletape. De foreslåede etaper synes for store til at sikre en sammenhængende bebyggelse under byudviklingen gennem alle årene.
I forbindelse med vedtagelsen af lokalplan for første etape og den første helhedsplan for Nye lykkedes det os at fastholde den aktuelle vejforbindelse mellem Nye og Elsted/Lystrup via Høvej og Elstedvej. Vi går ud fra, at den forbindelse fastholdes, uanset at den på enkelte af plancherne i helhedsplanforslaget er forsvundet. På borgermødet blev der ikke givet et entydigt svar på dette ønske. Vi ønsker det klart præciseret, at den tidligere vedtagelse i teknisk udvalg og byrådet står ved magt og at forbindelsen bevares.
Vores væsentligste og mest alvorlige anke knytter sig til byens isolerede og isolerende placering i Aarhus Nord.
I Aarhus nord ligger byerne Trige, Mejlby, Lisbjerg, Kasted, Terp, Nye, Elev, Elsted, Lystrup, Hjortshøj, Skødstrup, Løgten på linje og udgør til sammen en stor bydel i Aarhus med ca. 100.000 fremtidige beboere. Det er en kreativ udfordring at sikre at disse fysisk adskilte bysamfund kan indgå i et fornuftigt samspil med hensyn til fordeling af privat og offentlig service, kulturudbud, detailhandel, sport og fritid mv. Alle byer kan ikke have alt f.eks.: Svømmehal, lokalt musikhus, speciallæger o.s.v. Det er bydende nødvendigt at bydelen Aarhus Nord kan fungere sammenhængende, det er ikke hensigtsmæssigt, hvis man hver gang man skal til en anden ny i Aarhus Nord skal ind ”og vende” på Rådhuspladsen i centrum. Det skal være muligt nemt at bevæge sig på cykel, i bil og med kollektiv trafik gennem hele området nord - syd og øst - vest – også gennem Nye. Det er ikke nok, at henvise til letbane og Djurslandsmotorvejen. Motorvejen er ikke planlagt til lokaltrafik og letbanestationerne ligger ofte uhensigtsmæssigt for mindre lokale rejser til dagligdags gøremål, indkøb, svømmehal, lægebesøg m.v.
Helhedsplanen lægger op til at al trafik gennem Nye; nord – syd – øst - vest skal igennem trafikringen i Nye. Det vil hæmme og skade udviklingen i hele Aarhus Nord. Det er for visionsløst og vil skabe udfordringer trafikalt og økonomisk i de mange kommende år.
Kommunens egne beregninger dokumenterer det. I materialet til byrådet, - men mærkeligt nok ikke medtaget i det offentlige høringsmateriale, er der udarbejdet en trafikprognose for området. Al trafik skal efter helhedsplanen gå gennem ringen, både trafikanter, der skal rundt i byen, dem der skal ud af byen, dem der skal ind i byen og dem der skal igennem området. Det medfører, at 20.000 biler i døgnet skal benytte ringvejen med 40 km i timen. Til sammenligning kører der på Lystrupvej 16.000 biler i døgnet. Trafikken på ringvejen bliver tæt og larmende. Støjniveauet forventes at blive over den tilladte støjgrænse, alligevel foreslås ringvejen i et forløb, der fører den meget tæt på Nye skole – det er ikke fornuftig planlægning. Helhedsplanen bliver også nødt til at sikre korridorer gennem området, som kan dække behovet for den interne trafik i Aarhus Nord. Den beregnede trafikmængde vil naturligvis også være uacceptabel for de fremtidige beboere i den tæt bebyggede nye by Nye, både miljømæssigt og med hensyn til fremkommelighed. Hvad næsten værre er, at denne konsekvens ikke er en utilsigtet konsekvens af helhedsplanen. Det er helt bevidst, blev det oplyst på borgermødet, at man vil vanskeliggøre lokaltrafikken for de kommende 100.000 borgere i Århus Nord.
Uanset fremtidige trafikløsninger, delebiler og letbane, så vil 13500 beboere og 4000 arbejdspladser generere trafik i Nye– internt og ud og ind af området. Planen for en overordnet infrastruktur er ikke på plads. Der er usikre planer om tilslutning til motorvejsnettet. Trafik til og fra Nye er ikke sikret gennem de udarbejdede skitser til udbygning af infrastrukturen. Planerne f.eks. med lukning af Koldkilde vil yderligere vanskeliggøre trafikken fra og til Elev. I mange år vil en udbygning af Nye især belaste fordelerringen i Lystrup. Fordelerringen har allerede på tider af døgnet nået sin kapacitetsgrænse. Det må derfor være et ufravigeligt krav, at infrastrukturen udvikles i takt med udviklingen i Nye.
Vi synes, at det er ærgerligt, at en række positive takter og ideer for udviklingen af Nye bliver skæmmet af en beklagelig planlægning af den nye bydels trafik og af bydelens hele placering i Aarhus Nord.
Med venlig hilsen
Flemming Larsen
Fællesrådet for Lystrup, Elsted, Elev og Nye.
Download høringssvar som pdf