Det er godt, at man i helhedsplanen fremhæver cyklisme og kollektiv trafik som væsentlige trafikformer og helhedsplanens visioner om lokale trafikformer med førerløse busser i Nye tyder på vilje til nytænkning.
Men Nye vil uundgåeligt medføre mere biltrafik på de omkringliggende veje. Det er estimeret at bebyggelsen i Nye vil øge biltrafikken ad Elevvej gennem Lisbjerg med 6000 biler i døgnet. Det er ikke acceptabelt - Århus kommune har lovet beboerne i Lisbjerg at man vil arbejde på at reducere trafikbelastningen og denne helhedsplan medfører jo det modsatte. For at klare den øgede trafik vil man udbygge Larsmindevej hvilket dels ikke er rimeligt overfor beboerne dér og dels vil betyde betragtelige skader på naturen langs den strækning og dels vil en sådan ombygning af Larsmindevej være meget bekostelig. Desuden er der allerede nu bilkøer på Randersvej gennem Lisbjerg i myldretiderne - hvorfor vil I forværre dem ved at lede trafikken fra Nye den vej?
På længere sigt vil man ifølge helhedsplanen etablere en ny vej fra Nye til Randersvej mellem Lisbjerg og Djurslandsmotorvejen. Det er heller ikke acceptabelt. Der er i området allerede tilstrækkelig vejkapacitet - det gælder bare om at bruge den. Man må ikke ødelægge mere landbrugsjord og mere natur med asfalt end højest nødvendigt. Og jo flere bilveje man bygger desto flere biler vil der køre - det harmonerer jo slet ikke med de overordnede tanker i Helhedsplanen.
Da Århus Amt i sin tid byggede Djurslandsmotorvejen ombyggede man samtidig Elstedvej således, at der senere kunne etableret til- og frakørselsramper mellem disse to veje. Vi skatteydere, der betalte for denne motorvej, har et berettiget ønske om, at vejen forrentes så godt som muligt = afvikler så meget af biltrafikken i området som muligt. På motorvejsstrækningen øst for Randersvej er der rigelig kapacitet til at kunne dække behovet for adgang til det øvrige vejnet for beboerne i Nye. Det vil formentlig kræve en nedklassificering af denne delstrækning af Djurslandsmotorvejen til bymotorvej eller andet og det vil blive nødvendigt at reducere den maksimale hastighed på denne strækning af motorvejen - det vil i sig selv også være positivt, for biler støjer mindre ved lavere hastighed.
Bygningen af Djurslandsmotorvejen medførte store skader på naturen og asfaltering af megen god landbrugsjord - på den asfalt bør så mange af områdets bilture som muligt foregå på.
Jeg synes som nævnt det er positivt, at I fremhæver cyklismen som en væsentlig trafik i området. Men jeg synes ikke, at I lever op til den målsætning i denne Helhedsplan. Allerede nu er det utrygt at cykle ad Koldkilde og Elevvej på den strækning, der ikke er cykelsti selvom bilernes maksimale hastighed nu er reduceret til 60 km/t (40 km/t på en lille del af strækningen, men det overholder bilisterne ikke). Der bør allerede nu, hvor etape 1 og 2 i Nye bliver bygget, også etableres cykelsti langs denne vejstrækning.
Summa sumarum:
Nej til udbygning af Larsmindevej.
Nej til en ny vej mellem Nye og Randersvej.
Ja til cykelsti langs hele Elevvej og Koldkilde og
der bør etableres til- og frakørselsramper mellem Elstedvej og Djurslandsmotorvejen.