Gå til hovedindhold

Høringssvar

Debatoplæg - Vejlby Vest

Vejlby Vest

Høringssvar
Det er særdeles svært at tage stilling til forslaget, det stiller flere spørgsmål end giver klart grundlag for at tage stilling, når der mangler oplysninger fx hvordan skal området omkring næringen 38-43/ F og blokkene langs udpeget område E tilgås med bil og derved parkering, der er pt mange biler og ikke nok p-pladser. Desuden er der ingen beskrivelse af hvor præcist Fredskoven er placeret. Eller hvilke højder på nybyggeri taler vi om etc.
Udviklingsområde F
For det første handler det om niveau og dermed indkig, privatliv og højde på nyt byggeri.
Da udviklingsområde F ligger 2 til 3 meter over rækkehusenes terræn, vil det give indkig, tage lys og udfordre privatlivet i hjem og haver, hvilket vi ikke er interesseret i.
De høje træer, der er på området, betyder at vi pt. har en god indikation for, hvad højden på et nybyggeri, et-plans eller højere, vil indebære med nuværende forslag.
Træerne giver i det mindste fornemmelsen af natur og spredt lysindfald.
Vi har før fået nej til ideen om at fælde træerne og lave området om til en slags frugtplantage i stedet for de meget høje træer, som bla. skygger en del for lyset i haverne. Derfor kan det undre, at det nu er ok, at der kan bygges høje huse på stykket.

Vi bor allerede tæt med indkig fra en eksisterende 3 etagers boligblok, der ligger ca. 8 meter over for vores hoveddør og med ikke mindre end 2 stier mellem os og boligblokken. Den ene sti er desuden den eneste sti fra området over til Skejby Centret, hvilket i forvejen betyder en del ”trafikstøj” og indkig fra køkkensiden af husene, døgnet rundt. Her færdes cyklister, knallerter, institutioner, skolebørnene og ”rødderne” holder til i tunnelen og på legepladsen ud for os og de festglade skal også denne vej. Hvis byggeriet i udviklingsområde F bliver en realitet, bliver der ikke noget ro i haverne, vi har nok støj i form af busser og hurtige biler/motorcykler og udrykningskørsel.
Vi ville altså blive klemt inde på alle sider mellem stier med boligblok, vej og nyt højtliggende boligområde med få meters afstand til alle. Vi ønsker at bevare vores privatliv og fortsat kunne nyde roen og lyden af bier og fugle i vores have.
Det kan også undre os at vi er de eneste rækkehuse, der vil få byggeri med indkig/højere etager end de resterende rækkehuse i Alboa.
Derudover er det, den eneste lille grønne plet i denne ende af området. Legepladsen er en legeplads og ikke et grønt område. Støj og manglende natur er ikke sundt for helbredet, så lad os nu beholde den smule vi har.
Næringen 38-43 ligger under niveau for udviklingsområde F og det giver problemer med vand i haverne og fugt i kældrene. Derfor kan vi også være bekymrede over eventuelle skader fra øget tryk fra grundvand, hvis det påtænkte byggeri på område F bliver bygget.
Ifølge forslaget, er det desuden svært at se, hvor der er adgang til Næringen 38 - 47 og de omkringliggende etageejendomme med eller uden bil. Der ser ikke ud til at være nogen mulighed for parkering og pt. er her i forvejen rift om p-pladserne, her er ikke nok.
Vi ser gerne flere parkeringspladser til områdets beboere, evt. skråparkering.
Vi er derfor imod en placering af byggeri på udviklingsområde F bag Næringen 38-43.

Vi vil til gengæld pege på 2 områder markeret med orange, som erstatning for F
Orange 1
trekanten ved stien mod veri centret. Her er ingen at genere, da bygningerne over for er kontor og der er ikke nogen boliger i nærheden hvor der kan blive indkig i hverken have eller bolig og desuden rimeligt roligt ved en sti. Rent infrastruktur mæssigt – adgang med bil kan foregå fra enten Næringen eller ud til Vejlby Centervej, så der skal ikke investeres i mere vej eller sti etc.. Desuden er det et område der ikke bliver brugt noget særligt, og det er netop en ”mørk” kant, og lige om hjørnet ligger der 2 store områder med grønt.
Eller
Orange 2 – på hjørnet af busvejen og Vejlby Centervej, med Nyringen på indersiden og stien til skov. Igen her er ingen at genere med indkig i bolig eller evt. have. De vil endda have ”skov” på modsatte side. Infrastruktur mæssigt ligger det let tilgængeligt fra Vejlby Centervej, her kun en lille umiddelbart udvidelse af busvejen, som jo alligevel vil være nødvendigt, hvis forslaget om alm vej skal blive en realitet. Altså et minimum af ændringer/omkostninger nødvendigt.
Altså ser vi begge placeringer som mere omkostningsfrie for både omgivelserne (indkig/nedkig, afstand til naboer, højde etc) og infrastruktur i form af veje og stier, og desuden let tilgængelighed.
Adgangsveje og trafik
Busvejen
Vi ønsker, at busvejen deles anderledes end det ses i oplægget.
Flyt busslusen ned hvor terrænet åbnes mellem Vejlby Vest og Skelager, ud for regnvandsbassin.
Derved bliver busvejen ikke et langt lige stykke hvor “Brian-typerne” kan træde pedalen i bund og opnå høj hastighed.
Trafikkens passage gennem det åbne stykke minimeres hermed, og giver et område med roligere natur. Det giver også et stille område, der er mere sikkert at krydse.
Vi tror ikke på, at en samling af adgangsveje giver mere fællesskab i området - flere sociale aktiviteter på tværs af områderne i kvarteret må klare det.
Skolerne
Der er en vældig trafik ved skolerne. Parkering og standsning skal holdes ude af Vejlby Vest. Trafikforholdene kan med fordel gentænkes så adgang til/fra skolerne lettes. fx vil det være interessant at se et forslag til 10 minutters af-/pålæsnings områder.
Stopforbud på Næringen langs skolerne, og kun parkering for beboere på resten af Næringen kan være en mulighed.
Udkørsel fra Næringen
Hvis busslusen flyttes ned til åbning i terræn, kan Næringen bibeholde udkørsel på Næringen som nu. Den sydvestlige del af Nyringen, kan evt få udkørsel syd for den ny flyttede bussluse.
Der bør være krav om, at hækkene er klippet så udsigt ved udkørsel fra Næringen ikke hindres, som nu.
Højre henholdsvis venstre bås til udkørsel vil lette forholdene.
Generelt
Skulle vi desværre ende med at F bliver en realitet - ønsker vi at få garanti for byggehøjde(indkig/nedkig) og afstand til oprindeligt byggeri og informationer om fx hvor bliver der adgang og parkering til vores hjem, bliver der opsat afskærmning til “dem på toppen”, hvad vi gør med indtrængende vand i haverne etc. I det hele taget at blive inddraget i processen omkring byggeriets planlægning. Dvs. blive informeret løbende, fx at vide hvem vi kontakte ift problemer, hvornår bankes der evt. spuns i etc.

Det kan opleves som om at økonomi og profit i Århus kommune er den for tiden vindende magt, dette ses tydeligt ift byggetætheden på fx den gamle VIA grund ved Skejbyvej og Århus Ø, men også et megahøjt byggeri ved havnen, eller ved Netto Vestergade.
Vi håber derfor at der trods alt i kommunen også findes et par læsende og lyttende ører, der ikke på forhånd har besluttet sig eller er ”købt” af gode argumenter og entreprenører med pengepungen i orden, men at også den menige århusianer bliver taget med i den demokratiske proces, en høring er.

Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

John og Brigitta Helligsø

Indsendt

06/10/2021 22:26

Sagsnummer

HS9563039

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Vejlby-Risskov
Hørings-id

H368

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00