Gå til hovedindhold

Høringssvar

Ny Sports- og fritidspolitik 2022-25

Høringssvar vedr. Sports- og fritidspolitik 2022-2025

Århus Ungdommens Fællesråd (ÅUF) takker for invitationen til at give høringssvar til den kommende Sports- og fritidspolitik i Aarhus Kommune for 2022-2025.

Vi vil gerne rose, at interesseorganisationerne og foreningerne er blevet involveret i processen. Både webinar, dialogvandringer og bilaterale møder har givet værdifuld viden, som vi også tager med i vores arbejde i ÅUF.

Vi synes, der er meget vundet ved at bygge videre på tidligere politikkers indsatsområder, men ser samtidig, at behovet for udvikling og forandring behandles seriøst med temaerne i den kommende politik.

ÅUF ønsker en fritidspolitik, der bidrager til udviklingen af medborgerskab, demokrati og fællesskab blandt børn og unge

ÅUF er som fællesrepræsentant for 115 samfundsengagerende børne- og ungdomsforeninger i Aarhus optaget af, at der skabes de bedste rammer for et aktivt forenings- og fritidsliv for børn og unge – gerne i et samarbejde mellem forvaltningerne, interesseorganisationerne og frivillige i foreningerne.

Det synes vi, at temaerne i den kommende fritidspolitik på mange punkter kan bidrage til. Vi vil gerne fremhæve følgende punkter fra fem af temaerne i politikken, som vi ser et særligt stort potentiale i, og som vi derfor også meget gerne indgår i samarbejde om:

Tema 1 - Fritidslivets kerne:
- At gøre de administrative opgaver i foreningerne lettere at overskue og håndtere.
- At øge anerkendelsen af den vigtige frivillige indsats på fritids- og foreningsområdet.

Tema 2 - Plads til at mødes:
- At tænke fritidsfaciliteter ind i byudviklingen og byplanlægningen. Med blik for at der er behov for mange forskellige faciliteter som fælleshuse, fælleskøkkener og -haver, idrætsfaciliteter og shelters.
- At sikre tilstrækkelige ressourcer til, at faciliteterne på fritidsområdet løbende kan vedligeholdes og moderniseres.
- At arbejde på at eksisterende faciliteter udnyttes bedst muligt.

Tema 3 - Sammen om det nære:
- At skabe muligheder for at lokale foreninger og fællesskaber mødes indenfor eget lokalområde.
- At skabe flere lokale mødesteder i lokalområderne, som også kan blive hjemsted for foreningsaktivitet.

Tema 4 - Aktive børn og unge:
- At flere børn og unge får mulighed for at være en del af fællesskabet i foreningerne.
- At flere teenagere får lyst til at fortsætte foreningsaktiviteterne eller starte på nye.
- At unge tilflyttere til Aarhus hjælpes ind i foreningsfællesskaberne i deres nye by.

Tema 6 - En del af løsningen:
- At arbejde med at fremme grøn bæredygtighed i foreningerne – både deres faciliteter og aktiviteter – og på den måde inspirere børn og unge til en mere bæredygtig levevis i andre sfære af livet.

ÅUF har traditionelt forholdt sig kritisk til, at elitesport er en del af sports- og fritidspolitikken i Aarhus Kommune, som også er tilfældet i ”tema 5: Sport med vilje”. Det ligger ikke i forlængelse af vores formål at gå ind i samarbejde indenfor dette tema. Men vi ser dog en positiv udvikling i den måde elitesport tænkes sammen med udviklingen af de lokale idrætsforeninger, fremfor at handle om enkeltpersoner og store events.

Med disse kommentarer bakker Århus Ungdommens Fællesråd op om forslaget til Sports- og fritidspolitikken 2022-2025.


På vegne af Århus Ungdommens Fællesråds Styrelse

Nina Hansen, formand, og Sara Springborg, sekretariatsleder
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Sara Springborg

Indsendt

18/11/2021 21:52

Sagsnummer

HS3319154

Informationer

Startdato
Svarfrist
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H389

Kontakt

Sport & Fritid, Aarhus Kommune

Nina Leunbach Wang

nlw@aarhus.dk