Gå til hovedindhold

Høringssvar

Debatoplæg - Egå Center Øst

Tanker omkring Center Øst-området

Kommunen efterlyser input til eventuelle byfornyelsesaktiviteter omkring Center Øst – og det sker med udgangspunkt i det fremlagte forslag til etablering af boliger i op til 6 etager og med etablering af en ny Superbrugsen ud mod Grenåvej.

Selvom centeret klart trænger til en renovering, kan vi ikke acceptere de fremlagte planer, og vi har derfor nedenstående kommentarer.

Selve byggeriet:
For det første hører byggeri på 6 etager ikke til på det aktuelle område. Centerområdet ligger højt og midt i et område etableret i 1960’erne og 70’erne og bestående af lave (primært 1-etage) villaer samt kæde- og rækkehuse. Vi beboere af disse huse har netop valgt at flytte til Egå på grund af det specielle miljø omkring denne bebyggelse og den følelse af luft og plads, som følger med den aktuelle boligstruktur.
Ved at bygge den skitserede boligblok ændrer området fuldstændig karakter og sammensætning.

Den skitserede boligblok vil komme til at fremstå meget massiv, tydelig og uharmonisk. Den vil komme til at rage op i synsbilledet ligegyldigt om man kommer til området via fx Grenåvej eller kigger på området fra vandsiden.

En kommende boligbebyggelse på centerområdet bør respektere områdets nuværende karakter. Det kan fx ske ved at bygge mindre og væsentligt lavere enheder såsom rækkehuse og/eller punkthuse på max 3 etager og ved at sikre en arkitektur, der svarer til det eksisterende lave teglstensbyggeri.

Herved vil det også være muligt at imødegå skygge og indbliksgener for de omkringboende.

I mange af de eksisterende bebyggelser findes grønne fællesarealer, som er med til at give området den følelse af luft og plads, som kendetegner Egå. Det er vigtigt, at en kommende bebyggelse på centerområdet også bidrager med tilsvarende grønne områder, men det er også vigtigt, at de eksisterende grundejerforeningers ’privatret’ fastholdes.

Det er væsentligt at huske, at helt fra det nuværende centers færdiggørelse har centeret haft svært ved at etablere sig. Mange butikker forsøgte at etablere sig, men ingen kunne få en rentabel forretning – bl.a. på grund af de meget høje huslejer – og dermed endte vi med et center nærmest uden reel værdi for vi lokale.
I de fremlagte planer opereres igen med butikker i underetagen, hvilket for os virker ugennemtænkt, når vi lever i en tid, hvor mere og mere handel kommer til at ligge online, når der vil være 2 dagligevarebutikker i området (Rema1000 og Superbrugsen), og når vi må antage, at der igen vil blive tale om relativt høje huslejer, som vil gøre det svært for handlende at opbygge rentable forretninger.
Vi mener, at hele konceptet omkring butikker bør genovervejes, så vi ikke igen ender med ’døde’ butikker i underetagen, da det vil give hele området et negativt præg. Det kan fx gøres ved at kun at etablere få butikker i ’Superbrugs’-bygningen (hvor fx apotek og fodterapeut kan etableres), mens forretningerne i den øvrige del af det nye byggeri droppes.

Trafikken:
Det trafikale kaos omkring Center Øst er eskaleret gennem de seneste år, og vi kan kun forvente, at det vil blive endnu værre, hvis der etableres et stort antal nye boliger i området.

Både Skolevej og Muslingevej bliver brugt af mange bløde trafikanter hver dag – herunder børn og pensionister - på vej til og fra skole eller indkøb. Desværre er det eksisterende center at betragte, som et center midt på en parkeringsplads, da der ikke forefindes fortove eller cykelstier. Indtil nu har man, så vidt vi ved, undgået de store og alvorlige ulykker, og det er derfor vigtigt, at løsninger for de bløde trafikanter tænkes ind i en generel plan for infrastrukturen omkring centerområdet, så alvorlige ulykker også kan undgås fremover.

For bilister er det også et stort kaos i dag, og med mange nye beboere, hvor hver familie må antages at have mindst én bil men nok også ofte flere, er der behov for at få infrastrukturplanen på plads, inden den endelig udformning af rammerne for et nyt byggeri på centerområdet lægges fast. Det gælder både for parkering og for sikring af et ordentligt og sikkert flow af trafikken.

Som beboer på Muslingevej er adgangen til vores bolig via vejene omkring centeret, hvorfor vi selvfølgelig har en speciel interesse i at sikre en gennemarbejdet infrastrukturplan. Her er det også vigtigt at gøre opmærksom på, at det er vigtigt forsat at fastholde den sikring mod unødvendig trafik, som ligger i at Muslingevej resp. Dalsagervej er blinde veje, så der kun forekommer trafik med ærinde på vejene.

Trafikproblemerne findes i dag også omkring Egå Havvej, idet der indenfor få hundrede meter findes mange udkørsler til Egå Havvej – fra centerets parkeringsplads, fra Bredkær Tværvej, fra Q8- servicestationen, fra stikvejen (der også benævnes Egå Havvej) samt fra skolen. Dette giver specielt morgen og eftermiddag, men også i stor udstrækning resten af dagen, store trafikale problemer. Disse skal også behandles i den kommende infrastrukturplan.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Annette og Frank Topholm

Indsendt

29/11/2021 20:30

Sagsnummer

HS7128244

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Skæring - Egå
Hørings-id

H393

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00