Høringssvar til Aarhus havneudvidelse.

Den planlagte havneudvidelse, som er fastsat til at være færdigbygget om tredive år, bringer mere ondt end godt. Det første, der slår mig, er den simple, og bedrøvende, forestilling om den konstante belastning på både by - og havmiljø i den periode. Derudover er det også et generelt og uigenkaldeligt skridt tilbage i hensyn til Aarhus' naturskønne omgivelser, der desværre vil blive skæmmede. Det var ellers et af de største grunde til, at jeg flyttede til Aarhus og lige nu nyder den (næsten) urørte bugtudsigt fra Tangkrogen.

For at zoome en smule ud fra personlig plan, er der også andre grundlag for bekymring. Først og fremmest anser jeg logikken bag udvidelsen som værende usolidarisk. Udover ideen om konstant vækst, en problematik i sig selv, har Bundsgaard påpeget muligheden for at tiltrække havneaktivitet, og derved arbejdspladser, fra, for eksemplet, Grenå. Alt imens planen er at fordele den øgede CO2-afgift imellem diverse kommuner. For at citere Janne Winthers debatindlæg, så kan vi ikke" udvide havnen, øge vores udledning og så udelade det fra vores CO2-regnskab."

Ideen om evig vækst er i det hele taget en problematik, som det er på tide at træde væk fra. Der skal tænkes cirkulært og set i lyset af Aarhus' ambitioner om klimaneutralitet, burde dette måske være chancen. Hvis Aarhus bys størrelse også bliver taget i mente, virker en så omfattende havneudvidelse mindst lige så uforståelig. Som Poul Martin Christensen skrev i sit høringssvar, så er Aarhus ikke, og skal ikke være, Hamborg. Det har vi, først og fremmest, slet, slet ikke infrastrukturen til.

Hilsen Anna