Gå til hovedindhold
Forslag til Lokalplan nr. 1163 - Udvidelse af Aarhus Havn

Havneudvidelsen – der mangler analytisk grundlag for den planlagte store udvidelse frem mod 2050!

Aarhus Kommune har haft et debatoplæg i høring om udvidelse af Aarhus Havn. Der er flere ting, som skal gå op i en højere enhed herunder havnens behov for mere plads efter frigivelse af arealer til Aarhus Ø, en ny bypark samt et nyt rensningsanlæg.

Der foreslås en 1.etape på 44 hektar og en anden etape på 60 hektar frem mod 2050 og en bypark såkaldt Blueline placeret foran etape 2 mod land formentlig for at dæmme op for en rigtig dårlig udsigt fra landsiden.

jeg vil tillade mig at fremkomme med nogle kritiske overvejelser omkring det meget langsigtede projekt, hvor den sidste udvidelse strækker sig frem mod 2050.

Havnen og havneområdet er en perle og stolthed for byen og jeg er som andre meget stolte af vores dynamiske og effektive havn og syntes, at vi fortsat skal drive en havn med vækst til gavn for byen og dens borgere bl.a. i form af arbejdspladser.

En mindre udvidelse gerne i forlængelse og ud i bugten i stedet for ind i bugten af den nye havn vil være bedre og mere gavnlig også på den lange bane.

Beliggenheden af udvidelserne og byparken især 2.etape er kritisk af flere årsager. Hvad gør det ved det miljø, som vi har i bugten og ikke mindst, vil man permanent skæmme en af de smukkeste udsigter fra landsiden mod hav. En udsigt, som alle der kører, cykler eller går på den strækning, nyder og gør os alle stolte af at bo i så hav nær og smuk by. Tjek selv visualiseringerne i debatoplægget.

For os, som professionelt arbejder med fremtiden, ved vi, at når vi taler planlægning i den nære fremtid, som den første havneudvidelse på 44 hektar, så har man formentligt et analytisk og velargumenteret grundlag, som belyser at den første etape/udvidelse er fornuftigt. Dog er det ikke indeholdt i det debatoplæg, som kommunen har sendt i høring.

Derimod er det langt mere usikkert, når vi taler om 2040 og 2050. Som min kollega plejer at sige, så er det ren gætteri, fordi verden, samfund og virksomheder ændrer sig og verden ser helt anderledes ud end vi kan forstille os.

Tænk blot, hvis vi i 1990 skulle have forestillet den nye digitale verden, som vi i dag lever i.

Det analytiske grundlag for udvidelsen er begrænset og ufyldestgørende for eksempel skriver Cowi, at prognoser viser, at der er behov for den store udvidelse af havnen. Men der foreligger ingen tal eller analyser, som underbygger dette i det fremsatte debatoplæg.

Når man skal forholde sig til den langsigtede udvikling i Aarhus havn er der flere forhold at tage bestik af.
For det første udviklingen på transportområdet og på gods. Verdenshandlens har de facto været faldende i perioden 2010 til 2020(WTO). Det samme har transporten af varer i perioden 2018 til 2020 såvel i luften som til søs. Derimod er antallet af digitale services i hastig vækst i hele verden og det forventes at fortsætte med fuld kraft.
Den usikre verden har allerede i 10’erne betydet en bevægelse i virksomheder, hvor supply-chain rykkes tættere på produktion og ofte på eget kontinent. Det er også det, som en offentlig myndighed er blevet opmærksomme på i forbindelse med Corona krisen. Med andre ord en trend mod mere regional transport og mobilitet for at sikre forsyningskæder og forsyningssikkerhed.

Vi ved, at verdens middelklasse vokser og lander på mere end 5 milliarder i 2030 og at størstedelen mellem 60 og 80 % forventes at bo og leve i den sydøstlige del af Asien. Så kan kunne forvente øget efterspørgsel efter varer og dermed også søtransport.

Samtidig ved vi, at nye transportveje er på vej. Kina har allerede etableret en ny landfast Silkevej og er i gang med at etablere en ny Silkevej til havs i fremtiden. Flere steder i verden er man i gang med at etablere nye havne og transportveje. Med andre ord i fremtiden vil der langt flere havne og transportmuligheder i mange dele af verden og mange virksomheder og nationer vil formentlig i fremtiden løse transporten tættere på eget kontinent.

Det er rigtigt at EU har et White Paper tilbage fra 2011, hvor man ønsker mere grøn transport og et skift fra veje mod skib og jernbane. Det sker med ønsket om en 60 % reduktion af CO udledningen for transportsektoren frem mod 2050. Så det taler for udvidelse af aktiviteter i danske havne herunder Aarhus. Men ikke noget om hvor hvordan og hvor meget.
Bæredygtighed i forhold til forbrugeradfærd og krav til virksomheder om bæredygtighed i alle processer kommer også til at påvirke mængden af varer, og især, hvordan de transporteres. Der er ingen tvivl, at den meste bæredygtige transportør fra start til slut vil vinde på den lange bane.
Med hensyn til foderstoffer til vores landbrug og fødevarer, et af vores vigtigste Export Erhverv, så er der ingen tvivl om, at der i landbruget vil blive arbejdet benhårdt på dels en omlægning mod plantebaseret protein dels på en lang større lokal produktion af de nødvendige råvarer i sektoren frem mod 2050. Det er et af de områder, hvor vi har importeret rigtig meget via havnen for at kunne producere fødevarer.
Kort sagt, der skal mere analyse, eftertænksomhed og forsigtighed ind i processen, da verdens udvikling frem mod 2050 slet ikke flugter med entydige prognoser, hvor gods, transport og samhandel vokser på den måde, som det gjorde i fortiden.
Så politikere herunder borgmester Jacob Bundgaard, som er formand for Havnens bestyrelse, I skal tænke jer grundigt om, før I træffer beslutning om så stor udvidelse, som markant ændrer landskab og miljø-et i området så tæt på by og landside.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Marianne Levinsen

Indsendt

18/02/2022 09:04

Sagsnummer

HS5732782

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Lokalplan
Område
Midtbyen
Hørings-id

H403

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00