Gå til hovedindhold
Forslag til Lokalplan nr. 1163 - Udvidelse af Aarhus Havn

Foreslået havneudvidelse er ude af trit med tiden og omgivelserne

I en tid, hvor der efterhånden - og også politisk - tales meget om behovet for større fokus på og øgede indsatser for miljøet, naturbevarelse, biodiversitet og økosystemer, forekommer det både besynderligt og dobbeltmoralsk, at det så meget som overvejes at fremsætte forslag om en udvidelse af Aarhus Havn, der er så vidtrækkende som denne, og som der tilmed kan sættes spørgsmålstegn ved nødvendigheden af.

Forslaget er på flere måder voldsomt i forhold til omgivelserne:

* Især ved Hjelm Dyb kan klapning ikke undgå at få følger for dyrelivet - måske endda uoprettelige.
Ifølge Miljøkonsekvensrapporten kan der opstå ”væsentlige påvirkninger” på marin flora og fauna i Hjelm Dyb, hvis al materialet klappes der. Evt. påvirkning af område ved Fløjstrup Skov nævnes ikke - ejheller konsekvenserne for Hjelm Dyb, hvis noget af materialet i stedet klappes på land.
Og spredning af spildt sediment kan ”potentielt påvirke bundvegetation, bundfauna og fisk” - hvor det vurderes, at påvirkning af bundvegetation vil være ”begrænset”, og påvirkning af bundfauna vil være ”moderat”.
Uanset, om det er ”væsentlige”, ”begrænset” eller ”moderat” ... så er det jo under alle omstændigheder påvirkning!

* Heller ikke selve udvidelsen kan undgå at påvirke vand- og dyrelivsforholdene i Aarhus Bugt. Ifølge Miljøkonsekvensrapporten vil der være tale om ”moderat påvirkning” ... men også i denne sammenhæng er der altså tale om påvirkning.

* I landets anden største by er det en uvurderlig gave, at man i løbet af et kvarters-tid kan være helt væk fra storbymiljøet og opleve natur med skove, marker - og aldeles unikt - en vid udsigt over bugten mod Skødshoved.
En sådan natur kunne man måske også kalde ”Kulturarv”!
Disse omgivelser er under alle omstændigheder en sjælden og dyrebar gave for en storby - og derfor også en gave/arv, som vi bør have respekt for og passe godt på.
Det gør vi ikke, hvis dette forslag med sit drastiske indhug i udsynet over vandet gennemføres. I Miljøkonsekvensrapporten omtales det - uanset hvilken model, der tales om - som ”en væsentlig landskabelig påvirkning”.

* Der er stillet spørgsmål ved, om ikke der er muligt for havnen at udvide på sit eksiserende område ved, at virksomheder, der ikke er direkte havnerelaterede, henvises til andet sted.

Således bekræfter dette forslag til havneudvidelsen i dén grad behovet for, at vi i langt højere grad end hidtil ikke blot må HAVE, men i særdeleshed skal HOLDE fokus på at passe på vores natur og miljø, og derfor ikke automatisk skal acceptere ethvert forslag om udvidelser begrundet i behovet for "udvikling".

Der bør derfor siges nej til dette forslag, og Aarhus Havn bør i stedet opfordres til at undersøge alternative muligheder til at få dækket sit behov for at udvide både konkret på stedet og i form af samarbejde med andre havne - men muligheder, som tager udgangspunkt i respekten for miljøet og naturen omkring vores bugt.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Annette Schiøler

Indsendt

18/02/2022 16:28

Sagsnummer

HS5836052

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Lokalplan
Område
Midtbyen
Hørings-id

H403

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00