Gå til hovedindhold
Forslag til Lokalplan nr. 1163 - Udvidelse af Aarhus Havn

Vi er imod den foreslåede udvidelse af Aarhus Havn.

Debatten om udvidelse af Aarhus havn bør ikke være for eller imod, hvor man enten kan stå i den ene eller den anden grøft. Der skal arbejdes på en ny løsning til glæde for byen, borgerne og erhvervslivet.

Og det kan lade sig gøre at finde en løsning, hvor Aarhus Havn kan udvikle sig til gavn for erhvervslivet, borgere og byen - uden at der inddrages et areal, der svarer til mere end 250 fodboldbaner af Aarhusbugten.

Når der er behov for større arealer til en voksende containeraktivitet, må der søges kompromiser for at finde denne plads. Derved må andre aktiviteter og oplagringspladser måske flytte fra Aarhus Havn til andre områder i Businessregion Aarhus. Der er muligheder for at udnytte arealer på land langs E45, i industriområder syd for centrum og der kan samarbejdes med Grenå havn.

Det er vigtigt for erhvervslivet at kunne eksportere vores varer – men det er lige så vigtigt, at kunne tiltrække dygtige medarbejdere. Og et af de største aktiver vi har, når det gælder tiltrækning af nye medarbejdere, er Aarhus’ nærhed til både skov og vand. Aarhusbugten bruges hver dag af tusindvis af borgere og rigtig mange af vores ansatte. Strandlinjen og vandet fra Tangkrogen til Ballehage er en helt unik perle for vores by, som omtales og anerkendes af vores medarbejdere og nationale som internationale kunder og samarbejdspartnere. Denne perle må ikke gå tabt på grund af en havneudvidelse.

Vi vil derfor opfordre til at stemme nej til den foreslåede havneudvidelse og i stedet nedsætte en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Aarhus kommunes arealudvikling, erhvervslivet, Aarhus Havn, Grenå Havn og foreningen Beskyt Aarhusbugten. Denne gruppe vil rumme de forskellige interessefelter og have kompetencer indenfor arkitektur og havnedrift. Herved kan der findes en ny og bedre løsning.

Der bør fremlægges analyser, der beskriver Aarhus Havns arealbehov, og analyser der søger alternative måder at dække dette behov.

Kan man forestille sig en væsentlig mindre udvidelse af havnen, som planlægges i sammenhæng med Marselis tunnel projektet, så jordmængde og logistik i forbindelse med begge store anlægsprojekter koordineres? Der vil måske være mulighed for en ny løsning, der ligefrem sparer CO2, da man kan undgå at køre jord fra tunnelarbejdet langt væk.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Christian Skovbo

Indsendt

22/02/2022 20:16

Sagsnummer

HS5206346

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Lokalplan
Område
Midtbyen
Hørings-id

H403

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00