Forslag til Lokalplan nr. 1163 - Udvidelse af Aarhus Havn
Nej til udvidelse af Aarhus Havn!
På opfordring fra beskytaarhusbugten.nu ytrer jeg her som aarhusianer min modstand mod projektet.
Stop havneudvidelsen og bevar marinemiljøet og de naturlige, rekreative områder!
Den planlagte udvidelse af Aarhus Havn er et stort og unødvendigt indgreb i bugten. Det er vigtigt for Aarhus og aarhusianerne, at vi ikke ødelægger bugten på baggrund af en havneudvidelse.
Solopgangen over bugten er den smukkeste i Aarhus. Havhorisonten må ikke ødelægges.
Bugten har uvurderlige blå og grønne åndehuller
Bugten er i sin nuværende form et værdifuldt rekreativt område og et stort aktiv for aarhusianerne! Aarhusianere på gåtur, cykler på vej til skole/arbejde, havkajakker, SUB’ere, sommer- og vinterbadere, løbere, lystfiskere, sejlere. Vi har brug for vores åndehul - vores natur og horisont over havet!
Byggeriet får indflydelse på Tangkrogen, der sander til og kystlinjen flyttes 400 m mod syd. Det vil ødelægge miljøet for bådelaug, fiskere, badegæster og alle de bløde sejlere. Det kan ikke være rimeligt at en havneudvidelse skal ødelægge et af de smukkeste steder i Aarhus. Det vil ændre Aarhus for altid.
Marinemiljø
Udvidelsen er en katastrofe for marinemiljøet. Det samme gælder klapning ved Hjelm Dyb og Fløjstrup Skov. Det får uoprettelige følger for dyrelivet.
– Hvordan kan kommunen, som har en grøn vision, stå på mål for de miljø- og klimamæssige konsekvenser?
Hvor reelt er havnens behov, når der ikke er forfulgt alternative løsninger
I det fremsatte materiale arbejder man kun med scenarier for en udvidelse. Det bør være et krav – inden man ødelægger Aarhusbugten for altid – at man søger løsningsmodeller der ikke kræver en udvidelse ud i bugten.
– Hvorfor er der ikke søgt andre løsninger -fx at samarbejde med andre havne, så man ikke skal bruge så meget plads?
– Hvorfor kan havnen ikke optimere, ved at disponere anderledes på nuværende arealer?
– hvorfor har havnen brug for plads, når der er mange lejere, der ikke har havnerelateret virksomhed?
Med venlig hilsen
Ida Karlsmose
Download høringssvar som pdf