Forslag til Lokalplan nr. 1163 - Udvidelse af Aarhus Havn
Havneudvidelsen Aarhus Havn
Danske Transport Medier har med stor interesse læst forslag til lokalplan 1163.
En udvidelse af Aarhus Havn, så denne er fremtidsklar, er den beslutning der skal træffes nu. Det er en forudsætning for at der kan skabes basis for kommende virksomheder, livsformer og meget andet.
Aarhus Havn er nu og i fremtiden et meget væsentligt element i Aarhus som by, som samfund og som et vigtigt parameter i transportforsyningskæden i Danmark, som for den globale sammenhængskraft.
Der er ingen tvivl om, at forsyningskæden løbende udvikler og forandrer sig. Derfor er det vigtigt med en stigende fleksibilitet, hvilket Covid 19 har tydelig gjort. Vores forsyninger er af kritisk betydning og er afgørende for, at vi som samfund er stærke nok til at klare hverdagen og små som store kriser.
Der er en stærkt stigende internethandel. Hvilket er et eksempel på, der er brug for et stærkt transport- og logistikerhverv. Her er havnene og Aarhus Havn i særdeleshed vigtig.
Aarhus Havn er Danmarks største erhvervshavn og en central del af eksport af fødevarer, import af nødvendige og afgørende teknologiprodukter der afhængige af havnens professionalitet.
Uanset hvor varerne bliver produceret eller sendt til, vil der være behov for havnearealer med direkte adgang til søvejen.
For Aarhus og for Danmark er det en del af en verdensøkonomi, og det er med til at sikre en global sammenhængskraft, hvilket Danske Transport Medier derfor ser som en vigtig og rigtig beslutning, at der kommer en havneudvidelse. Med den fremsynethed, som vi kan forvente af de politikere, der er valgt af et engageret og stærkt befolkningsgrundlag.
Download høringssvar som pdf