Forslag til Lokalplan nr. 1163 - Udvidelse af Aarhus Havn
Stop havneudvidelsen og lad os passe på vores miljø!
Den planlagte gigantiske havneudvidelse vil medføre store omkostninger for by og miljø.
Behovet er helt udokumenteret og der er kæmpe risiko for fatale og irreversible konsekvenser for naturen.
Er behovet overhovedet reelt?
Planerne om havneudvidelsen er igangsat og drevet af økonomiske interessenter uden hensyn til miljø og menige borgere. Der tages udgangspunkt i havnens udokumenterede påstand om at en havneudvidelse er nødvendig og at den vil medføre økonomisk vækst.
Faktum er, at hverken havnen eller andre kan spå om fremtidens behov og alene dén usikkerhed bør mane til besindighed og som minimum til ekstrem forsigtighed når konsekvenserne er så store.
Samtidig har man åbenlyst ikke udtømt mulighederne for at udvide inden for det allerede eksisterende havneareal. Det vil være nærliggende at man flyttede de virksomheder der ikke har behov for beliggenheden ved vandet og brugte deres arealer til udvidelse.
Stor risiko for miljøet
Miljø-konsekvenserne for havneudvidelsen bagatelliseres i en særdeles mangelfuld rapport der mangler faglig kundskab fra forfatternes side og har store huller i forhold til at afklare den faktiske miljøpåvirkning af det gigantiske projekt. Flere eksperter har påtalt fejl og mangler i vurderingen og offentligheden har ikke adgang til baggrundsmaterialet for rapporten, der er købt og betalt af havnen selv, og som derfor selvfølgelig ikke kan bruges som en uvildig vurdering.
Sammenlagt står det klart, at den faktiske miljøbelastning er ukendt. På den baggrund vil det være hensynsløst for miljøet og fremtidens borgere at fortsætte projektet.
Hvor er de grønne visioner for byen?
Aarhus Kommune fremlægger visioner om en grønnere fremtid, men det er tilsyneladende rent spin. I hvert fald er en gigantisk havneudvidelse med katastrofale miljøkonsekvenser ikke med til at bidrage til en grøn omstilling - tværtimod er det med til at fastholde os i det gamle spor. Jeg savner reelle hensigter om en grønnere fremtid hos byrådets borgere og jeg savner mod til at gå nye og grønnere veje.
Sammenlagt har forløbet omkring havneudvidelsen indtil videre rejst flere spørgsmål end det har givet svar.
Det står dog klart, at der på nuværende tidspunkt ikke er i nærheden af tilstrækkelig dokumentation for hverken behov eller konsekvenser for havneudvidelsen, og på den baggrund er den eneste fornuftige beslutning at stoppe op og genoverveje tingene.
Alternativet er, at byens børn i fremtiden endnu engang skal rydde op efter deres forældres svineri - det er simpelthen ikke rimeligt. Hvorfor skal det alene være løfter om økonomisk vækst der skal bestemme Aarhus Kommunes udvikling? Hvorfor skal vi ødelægge vores natur? Hvorfor skal vi ødelægge de få rekreative områder vi har til rådighed?
Jeg håber i forstår alvoren og omfanget af det her projekt og jeg håber at byrådet lytter til byens borgere og stopper op, inden det er for sent.
mvh Mikkel Overgaard
Download høringssvar som pdf