Gå til hovedindhold
Forslag til Lokalplan nr. 1163 - Udvidelse af Aarhus Havn

Stop planen om at dumpe giftig havnebund ved Fløjstrup Strand og Hjelms Dyb

Høringssvar fra Beder-Malling Vinterbadeklub:
Stop planen om at dumpe giftig havnebund ved Fløjstrup Strand og Hjelms Dyb


Den planlagte udvidelse af Aarhus Havn risikerer at ødelægge vandkvaliteten i den hårdt pressede Aarhus Bugt til stor skade for dyre- og planteliv - og for Østjyllands borgere og turister



I Beder-Malling Vinterbadeklub ønsker vi at gøre indsigelse mod planerne om en havneudvidelse i Aarhus. Vi er, med vores ca. 80 medlemmer, faste gæster i havet syd for Aarhus året rundt, og vi er meget bekymrede for havneudvidelsens påvirkning af havmiljøet.

Når vi bader, ser vi hver eneste uge, hvordan strandlinjen og mængden af sten på strandene ved Fløjstrup, Mariendal og Ajstrup ændres fuldstændigt efter vejrforholdene - det giver en god indikation af, hvor meget bevægelse, der er i vandet, og hvor meget de giftige stoffer i havneslammet vil blive transporteret rundt langs vore strande.

Planerne om at grave havneslam, der indeholder giftige tungmetaller og det ultragiftige, hormonforstyrrende stof TBT, op fra havneområdet og dermed frisætte stofferne i vandet - for derefter at sejle dem til Fløjstrup Strand og dumpe dem igen på en ’klapplads’ relativt tæt på stranden, og dermed frisætte stofferne endnu engang, finder vi uansvarlige og helt ude af trit med den klimaindsats, der skal gøres over de næste år.

Forurenet havnebund bør renses, ikke dumpes andre steder i havet.

Vi ønsker svar på:

1. Hvilke stoffer findes i havneslammet?
- Hvilke problematiske stoffer er der i havneslammet? Vi ønsker et overblik over ikke blot de stoffer, der er undersøgt i Miljøkonsekvensvurderingen, men et overblik over ALLE de problematiske stoffer, der er eller kan være i havneslammet, samt hvilke mængder og koncentrationer de findes i - samt et overblik over, hvordan de enkelt stoffer potentielt kan påvirke havmiljøet.

Vi ved, det er en stor opgave, men vi mener, at Aarhus Kommune og byråd bør sikre, at der skabes et uvildigt overblik over påvirkningen af havmiljøet, inden der træffes beslutning om havneudvidelsen. I denne forbindelse må vi gøre opmærksom på, at COWI-rapporten ikke er uvildig.


2. Havmiljøet bør ikke forurenes yderligere
- Hvordan vil kommunen og de involverede styrelser og ministerier sikre, at der ikke sker en yderligere forurening af havmiljøet i forbindelse med havneudvidelsen?


3. Klappladsen ved Fløjstrup Strand er dybt problematisk
Ifølge bilag 8, side 131, er andre mulige klappladser ved bl.a. Højbjerg/Skåde blevet fravalgt, fordi de lå for tæt på strandlinjen. Klappladsen ved Fløjstrup Strand ligger dog lige så tæt på strandlinjen - og Fløjstrup Strand er umiddelbart den mest uberørte af de sydlige strande i Aarhus Kommune og den, der har de største naturværdier i form af netop uberørthed samt fugle- og fiskeliv. UV-jægere beretter om, at ved Mariendal og Fløjstrup Strand ser de jævnligt fisk og hummere - noget, der er et særsyn i store dele af bugten.

Potentielt kan strandene fra Ballehage over Silistria, Moesgård Strand, Fløjstrup Strand, Mariendal Strand og Ajstrup Strand og videre ned over Odder Kommunes strande blive påvirket af forurening fra klapningen af havneslam.
- Hvorfor vurderes stranden ved Fløjstrup ikke at have samme værdi som strandene ved Højbjerg og Skåde?
- Hvordan vil Aarhus Kommune sikre, at forurening fra havneslammet ikke ødelægger havmiljøet ved Fløjstrup Strand og ved de øvrige sydlige strande?


4. Rekreative områder sættes under pres
Aarhus bugt er et uvurderligt rekreativt område for kommunens og nabokommunernes borgere og for turister. Sigtelinjerne fra Aarhus ud mod vandet vil blive voldsomt forstyrrede af den planlagte havneudvidelse, hvor horisonten vil blive forstyrret af kraner og industri.
Vi finder det urimeligt, at byggeriet af en ny havn skal ødelægge de grønne åndehuller nær vandet.

- Hvad har kommunen gjort for at sikre, at alle relevante alternativer til havneudvidelsen er undersøgt grundigt?


5. Problematisk dobbeltrolle for borgmesteren
Vi finder det dybt problematisk, at Aarhus Kommunes borgmester også er formand for Aarhus Havns bestyrelse. Det betyder, at vi som borgere i kommunen ikke kan stole på, at kommunen vil sikre den bedste løsning for borgerne, sikre reel borgerinddragelse i processen (der vil påvirke alle borgeres oplevelse af byen og de rekreative områder langs vandet) - og det betyder, at vi ikke kan stole på, at også de upopulære oplysninger om havneudvidelsen kommer frem.
Forløbet indtil nu har kun bekræftet os i, at der er alvorlige habilitetsproblemer: Der mangler fokus på alternative løsninger, der ikke er så indgribende over for naturen.

Vi må på det kraftigste opfordre til, at Aarhus Kommune varetager sin rolle på upartisk vis og sikrer den bedste løsning for borgerne og for naturen - også dén under havoverfladen.

- Hvad vil kommunen gøre for at sikre, at beslutningen om havneudvidelsen tages på grundlag af reelt uvildige undersøgelser?
- Hvordan vil kommunen sikre reel borgerinddragelse i beslutningen om et byggeri, der vil præge Aarhus i al fremtid?

Tag en tænkepause
Vi vil opfordre til, at Aarhus Byråd og de relevante styrelser og ministerier bevilger sig selv en tænkepause og sørger for, at der udarbejdes uvildige undersøgelser, ikke bare af den foreslåede havneudvidelse, men også af relevante alternative løsninger. Kun på den måde kan der træffes en god og bæredygtig beslutning om en eventuel udvidelse af havnen.

Venlig hilsen

Beder-Malling Vinterbadeklubs bestyrelse v. formand Benny Bjerregaard og bestyrelsesmedlem Jonna Toft
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Jonna Toft

Indsendt

01/03/2022 11:14

Sagsnummer

HS6615472

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Lokalplan
Område
Midtbyen
Hørings-id

H403

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00