Forslag til Lokalplan nr. 1163 - Udvidelse af Aarhus Havn
Høringssvar fra Arla Foods og Salling Group
Debatten om udvidelse af Aarhus Havn bør ikke være for eller imod udvikling, hvor man som borger og erhvervsdrivende i byen enten står i den ene eller den anden grøft. I stedet skal der arbejdes på en ny løsning til glæde for byen, borgerne og erhvervslivet.
Og det kan lade sig gøre at finde en løsning, hvor Aarhus Havn kan udvikle sig til gavn for erhvervslivet, borgerne og byen – uden at der inddrages et areal, der svarer til mere end 250 fodboldbaner af Aarhusbugten, som vil ødelægge den fine sammenhæng mellem by, skov og hav, der er unik for Aarhus.
Når der er behov for større arealer til en voksende containeraktivitet, må der søges kompromiser og tænkes nyt for at finde plads. Andre aktiviteter og oplagringspladser må måske flytte fra Aarhus Havn til andre områder i Businessregion Aarhus, så havnen i højere grad fokuserer på absolut havnerelaterede aktiviteter. Samtidig er der muligheder for at udnytte arealer på land langs E45, i industriområder syd for centrum og der kan samarbejdes med Grenå Havn.
Det er vigtigt for erhvervslivet at kunne eksportere og modtage varer – men det er lige så vigtigt, at kunne tiltrække dygtige medarbejdere. Og et af de største aktiver, når det gælder tiltrækning af nye medarbejdere, er Aarhus’ nærhed til både skov og vand, som derfor er en kvalitet vi som virksomheder ønsker at fastholde til gavn for vores arbejdspladser og engagement i byen i øvrigt. Aarhusbugten bruges hver dag af tusindvis af borgere og rigtig mange af vores ansatte. Strandlinjen og vandet fra Tangkrogen til Ballehage er en helt unik perle for vores by, som omtales og anerkendes af vores medarbejdere og nationale såvel som internationale kunder og samarbejdspartnere. Denne perle må ikke gå tabt på grund af en havneudvidelse.
Vi vil derfor opfordre Aarhus Byråd til at stemme nej til den foreslåede havneudvidelse og i stedet nedsætte en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Aarhus kommunes arealudvikling, erhvervslivet, Aarhus Havn, Grenå Havn og foreningen Beskyt Aarhusbugten. Denne gruppe vil rumme de forskellige interessefelter og have kompetencer indenfor arkitektur og havnedrift.
Herved kan der findes en ny og bedre løsning.
Download høringssvar som pdf