Forslag til Lokalplan nr. 1163 - Udvidelse af Aarhus Havn
Udvidelsen af Aarhus havn
Her er mit høringssvar til Trafikstyrelsen og Århus Kommune:
Jeg går tit tur ved Fløjstrup Strand og tager osse mine 4 drenge med til stranden for at bade hvor Århus Kommune planlægger at dumpe 4,8 mill. m3 slam på op til 1 meters tykkelse.
Jeg gør på det kraftigste indsigelser mod denne dumpning af slam indeholdende giftstoffer, som potentielt vil ødelægge Århusbugtens havmiljø.
Slammet indeholder miljøgifte og det er mig fuldstændig ubegribeligt, at man overhovedet overvejer at dumpe det tæt på en naturskøn badestrand, hvor vi mennesker færdes hele året.
Det er dybt betænkeligt, at man vil dumpe slam, der indeholder giftstoffer, som potentielt set kan være hormonforstyrrende for snegle og muslinger - vi mennesker er jo som bekendt øverst i fødekæden.
Jeg forlanger som borger i Århus Kommune, at få klare og uomtvistelige svar på følgende spørgsmål:
- Hvordan kan Århus Kommune garantere og stille fuldstændig og absolut sikkerhed for, at der ikke forefindes tungmetaller og miljøfremmede stoffer, bla. TBT, som nedbrydes meget langsomt og gør skade på plante- og dyreplanktonets artsrigdom og artsammensætning, herunder forårsager kønsændringer hos snegle, i det slam, der påtænkes dumpet?
- Hvordan kan Århus Kommune garantere - og stille fuldstændig og absolut sikkerhed for - at slammet, der bliver op til en meter tykt, IKKE vil kvæle alt liv på havbunden, fordi hverken lys eller ilt kan trænge igennem?
- Hvordan kan Århus Kommune garantere - og stille fuldstændig og absolut sikkerhed for, at slammet ikke også ender på stranden og således også ødelægger et lokalt naturskønt kystområde.
- Hvordan kan Århus Kommune garantere, at dumpning af slammet ikke vil medføre ildsvind og dermed omfattende fiskedød?
- Hvordan kan Århus Kommune forsvare i de 30 år (!) anlægsfasen vil vare, at lave så meget støj, at det i sig selv vil skræmme større havpattedyr, såsom sæler, marsvin og fisk væk fra området? Dyr, som vi i dag er heldige at se relativt ofte, når vi færdes ved kysten.
- Hvordan kan Århus Kommune garantere og stille fuldstændig og absolut sikkerhed for, at levevilkårene for det øvrige dyreliv, herunder de mange fugle, der færdes ved kysterne, ikke påvirkes negativt ved dumpning af 4,8 mill. m3 slam ud for kysten?
- Hvordan vil Århus Kommune forsvare overfor de rigtig mange borgere, der dagligt færdes ved kysterne, at lave så meget støj i de kommende 30 år, at naturoplevelsen i sig selv ødelægges?
- Hvordan kan Århus Kommune forsvare, med planer om at dumpe 5,3 mill m3 slam i et kystnært havområde, totalt at ignorere FN´s Verdensmål, mål 14, for livet i havet, som omhandler beskyttelse af havene og kystnære økosystemer? Forklar lige mine 4 drenge at vi ikke mere skal bade ved Fløjstrup strand og hvorfor I ikke beskytter det miljø, som de og vores efterkommeres fremtid afhænger af?
Med venlig hilsen
Boris Stig Jensen
Download høringssvar som pdf