Forslag til Lokalplan nr. 1163 - Udvidelse af Aarhus Havn
Stop planen om havneudvidelse mod syd. Tag hensyn til miljø, bæredygtighed og borgere.
Ballehage den 2.marts 2022
Høringssvar fra Vikingeforeningen Morgenbaderne ved Ballehage Søbad:
Stop planen om havneudvidelse mod syd. Tag hensyn til miljø, bæredygtighed og borgere.
Badeklubben ved Ballehage Søbad gør hermed indsigelse mod planerne om en havneudvidelse i Aarhus.
Tab af natur.
Vi er, med vores 550 medlemmer daglige brugere ved Ballehage strand året rundt, og ser nu med stor bekymring på den planlagte havneudvidelse som, ikke mindst, vil påvirke havmiljøet, klimaet og det fantastiske udsyn der i dag er til vores kystlinjer og til Mols.
Aarhusbugten er i dag et værdifuldt rekreativt område og et unikt samspil mellem by, vand og skov, hvor de tre elementer alle er en vigtig del af byens identitet.
Tangkrogen og den fantastiske kyststrækning mod syd bliver flittigt brugt – både til vands og til lands. Sejlere, helårsbadere, cyklister, vandrere, kystfiskere og familier har alle stor glæde af at kunne nyde en natur, der er så bynær og som stadig tilbyder en udsigt over bugten til Mols og Helgenæs. Alle drages de af kysten, der har stor rekreativ værdi og er et gode som der bliver mere og mere behov for efterhånden som byen fortættes.
En anden negativ konsekvens vil være at der bliver endnu mere kunstigt lys, døgnet rundt. Både dyr og mennesker har brug for mørke, og allerede nu betyder bl.a. Molslinjens anlæg, at der aldrig er helt mørkt i den del af byen, og skoven og stranden hvor der er udsigt til anlægget. Også mere støj vil være en realitet og ikke kun i etableringsfasen. Allerede i dag er der væsentlig mere støj fra havnen og som er et forstyrrende element tæt ved naturen.
Hvis havneudvidelsen bliver en realitet, er det ikke kun os ved Ballehage og Aarhus-borgerne der får udsigt til den nye havn med kraner, der rager ca.150 meter op, også turister og borgere langs størstedelen af Aarhus Bugten får ødelagt deres i dag så smukke udsigt.
Den trivsel vores unikke bugt bibringer uendelig mange mennesker, kan ikke bare ignoreres. Den er uerstattelig og vi mener at Aarhus bliver en fattigere by, hvis udsigten spoleres af kraner og havnebygninger.
Forurening.
Vi finder det alarmerende for vandkvaliteten fremover, idet et så stort tiltag uden tvivl vil forurene og ødelægge havbund for både dyre- og planteliv og for os mennesker.
Planerne om at grave havneslam, der indeholder giftige tungmetaller og det ultragiftige, hormonforstyrrende stof TBT op fra havneområdet og dermed frisætte stofferne i vandet - for derefter at sejle dem til Fløjstrup Strand og dumpe dem igen på en ’klapplads’ relativt tæt på stranden, og dermed frisætte stofferne endnu engang, finder vi uansvarligt og helt ude af trit med den miljøindsats, der skal gøres over de næste år. Det står ikke mål med den bæredygtige kommune Aarhus ønsker at være.
Forurenet havnebund bør renses, ikke dumpes andre steder i havet.
Vi ønsker svar på:
1. Hvilke stoffer findes i havneslammet?
- Hvilke problematiske stoffer er der i havneslammet? Vi ønsker et overblik over ikke blot de stoffer, der er undersøgt i Miljøkonsekvensvurderingen, men et overblik over ALLE de problematiske stoffer, der er eller kan være i havneslammet, samt hvilke mængder og koncentrationer de findes i - samt et overblik over, hvordan de enkelte stoffer potentielt kan påvirke havmiljøet. Vi frygter at det vil påvirke kvaliteten af badevandet.
2. Havmiljøet bør ikke forurenes yderligere
Hvordan vil kommunen og de involverede styrelser og ministerier sikre, at der ikke sker en yderligere forurening af havmiljøet og dermed vores badevand i forbindelse med havneudvidelsen?
3. Klappladsen ved Fløjstrup Strand er dybt problematisk
Ifølge bilag 8, side 131, er andre mulige klappladser ved bl.a. Højbjerg/Skåde blevet fravalgt, fordi de lå for tæt på strandlinjen. Klappladsen ved Fløjstrup Strand ligger lige så tæt på strandlinjen - og Fløjstrup Strand er umiddelbart den mest uberørte af de sydlige strande i Aarhus Kommune og den, der har de største naturværdier i form af netop uberørthed samt fugle- og fiskeliv.
Vi er bekymrede for at strandene fra Ballehage over Silistria, Moesgård Strand, Fløjstrup Strand, Mariendal Strand og Ajstrup Strand og videre ned over Odder Kommunes strande vil blive påvirket af forurening fra klapningen af havneslam.
Hvordan vil Aarhus Kommune sikre, at forurening fra havneslammet ikke ødelægger havmiljøet ved de sydlige strande og dermed vores muligheder for at bade?
4. Rekreative områder sættes under pres
Aarhus bugt er et uvurderligt rekreativt område for kommunens borgere. Sigtelinjerne fra Aarhus ud mod vandet vil blive voldsomt forstyrrede af den planlagte havneudvidelse, hvor horisonten vil blive forstyrret af kraner og industri.
Vi finder det urimeligt, at byggeriet af en ny havn skal ødelægge de grønne åndehuller nær vandet.
Hvad har kommunen gjort for at sikre, at alle relevante alternativer til havneudvidelsen er undersøgt grundigt?
Hvordan vil kommunen sikre reel borgerinddragelse i beslutningen om et byggeri, der vil præge Aarhus i al fremtid?
Overvej påny
Vi vil opfordre til, at Aarhus Byråd og de relevante styrelser og ministerier genovervejer og sørger for, at der udarbejdes uvildige undersøgelser, ikke bare af den foreslåede havneudvidelse, men også af relevante alternative løsninger og om nødvendigheden af havneudvidelsen. Kun på den måde kan der træffes en god og bæredygtig beslutning om en eventuel udvidelse af havnen.
Med venlig hilsen
Vikingeforeningen Morgenbaderne ved Ballehage Søbad
På vegne af bestyrelsen
v. Runa Larsen, formand
E-mail: info@ballehageviking.dk
Download høringssvar som pdf