Forslag til Lokalplan nr. 1163 - Udvidelse af Aarhus Havn
Lokalplan 1163
Til Århus kommune
Vedr. FORSLAG TIL LOKALPLAN NR. 1163 - UDVIDELSE AF AARHUS HAVN
NEJ TAK til havneudvidelsen!
En eventuel udvidelse af havnen vil misklæde byen.
Århus er en speciel storby, kendt og elsket for de bynære skove, naturen og Århusbugten med udsigten til Djursland og Samsø. En yderligere udvidelse af havnen vil totalt spolere dette. Udvidelsen af havnen vil forrykke balancen, så vi får en erhvervshavn med resten af byen som opland. Det bør ikke blive Århus' fremtid.
En eventuel udvidelse af havnen vil være en katastrofe i forhold til klimakrisen.
I løbet af de næste 7 år har vi en MEGET stor opgave i at få bremset klimakrisen og leve op til Parisaftalens mål. Den påtænkte havneudvidelse vil være ekstrem CO2-tung, og vil i hele anlægsfasen – altså fra nu af og 30 år frem - direkte modarbejde aftalen om at nå det besluttede klimamål.
En eventuel udvidelse af havnen vil være en katastrofe for havmiljøet og biodiversiteten.
Alt det blæver-slam, der skal flyttes, for at bunden kan blive et fast underlag for opfyldningen, indeholder giftstoffer. Det er planen, at det skal dumpes andre steder i havet. Forureningen flyttes – ”til naboen”. Forslag om at deponere det på land på steder, hvor det kan blive renset, er blevet afvist af folkene bag forslaget om havneudvidelsen.
Klapning af slam ødelægger i årevis havmiljøet. Det påvirker alt liv, planter og dyr, fra de mindste organismer til store fisk og havpattedyr. Vi har i forvejen problemer med havmiljøet. Det tåler ikke yderligere belastninger fra dette meget store havneprojekt.
Klapning af slam påvirker kvaliteten af vandet i et meget stort område langt væk fra det sted, hvor det hældes ud. Der er stor risiko for at vi ved Fløjstrup og Djurslands østkyst får badestrande med slam helt ind til kysten, både på bunden og flydende i vandet.
Der findes mange erfaringer og undersøgelser fra steder, hvor der er blevet dumpet slam.
Mine spørgsmål hertil er følgende:
Er disse erfaringer beskrevet i rapportmaterialet?
Har man gjort sig overvejelser over, hvad det betyder, at der ved den påtænkte havneudvidelse skal flyttes slam i meget større mængder, end vi normalt ser i DK.
Er der inddraget erfaringer fra udenlandske projekter af lignende størrelse.
Er der lavet undersøgelser, der belyser hvordan giftstofferne i slammet vil påvirke dyre- og plantelivet, der hvor det dumpes?
Er der lavet undersøgelser, der belyser, hvordan giftstofferne i slammet vil påvirke vandkvaliteten inklusive konsekvenserne for badende dyr og mennesker. Hvad sker der f.eks, hvis en hund drikker vandet?
Der er på nuværende tidspunkt ikke belæg for påstanden om, at der er et behov for at udvide havnen.
Det er kun containertrafikken, der er i vækst. Det er et på ingen måde et tilstrækkeligt argument for den påtænkte udvidelse af havnen.
Jeg spørger derfor:
Er der lavet analyser, der dokumenterer, at der er et reelt behov for en udvidelse i den påtænkte størrelsesorden?
Er muligheden for alternative løsninger undersøgt?
Den påtænkte havneudvidelse synes baseret på en uigennemtænkt fremskrivning af vores nuværende levevis med energifrås og overforbrug.
Klimakrisen kommer til at få konsekvenser for vores måde at færdes og forbruge på, og også for den samlede infrastruktur, herunder havnen.
Her spørger jeg:
Er dette aspekt inddraget og belyst i udarbejdelsen af projektet?
Skulle der alligevel senere vise sig at være behov for en større havn, så bør erhvervshavnen anlægges et nyt sted - væk fra byområdet, et sted, hvor der også er god plads til at den nødvendige infrastruktur kan etableres relativt billigt og uden væsentlige gener for det valgte område.
Århusbugten er et uovertruffent rekreativt område – både på landsiden og på vandsiden. Den påtænkte udvidelse af havnen vil ødelægge det rekreative miljø i bugten ved Tangkrogen.
Den vil ødelægge det for sejlere, roere, lystfiskere, badegæster og alle dem, der for en stund kommer for at nyde naturen og den frie udsigt over bugten, såvel mod nord og syd som mod øst.
Den vil endvidere ødelægge det for strandgæster også ved Fløjstrup strand og Djurslands østkyst, da det er der, det forurenede slam bliver hældt ud. Klapning af slam påvirker vandet i et meget stort område langt væk fra det sted, hvor det hældes ud. Der er derfor stor risiko for at vi ved disse kyster får badestrande med slam helt ind til kysten, både på bunden og flydende i vandet.
Jeg spørger:
Er sejlerklubber, lystbådehavne, roklubber, lystfiskerforeninger, og andre lignende foreninger, der vil blive direkte berørt af det påtænkte projekt, blevet hørt?
Hvad med Djursland kommune og borgerne i Fløjlstrup. Er de blevet hørt?
Området bør derfor reserveres til rekreative formål for byens borgere. Det skal være et trygt område for små og store sejlere, surfere, kajakroere, roere, lystfiskere, badende.....
Når jeg bliver gammel
Skal bugten være så fuld af liv, der hvor havet slår ind
At du kan fange det lis´så let
Som en dreng med et net på en bambuspind (Gnags, 1989)
For mig at se lever processen omkring den eventuelle havneudvidelse ikke op til Århuskonventionen, der blev ratificeret i 2001.
Den demokratiske proces, der skal gå forud for gennemførelsen af et sådant projekt, er ikke overholdt. Kommunen har for sent og i alt for ringe grad aktivt inddraget borgerne i projektforslaget. Der er for lidt tid, til at borgerne, politikerne inklusive, kan sætte sig grundigt ind i det enorme baggrundsmateriale for projektforslagets udformning og konsekvenser.
Her er spørgsmålet:
Hvad er kommunens begrundelse for ikke at leve op til Århus konventionens formål: at give borgere og organisationer større indflydelse på beslutninger om natur og miljø.
Gennemskueligheden af de givne oplysninger er under al kritik. Århus havn tilbageholder bl.a. oplysninger om resultaterne af målinger, som COWI har foretaget. Oplysninger som offentligheden ikke kan få aktindsigt i. Det er oplysninger om resultaterne af de målinger, der danner baggrund for deres konklusioner i miljøkonsekvensvurderingen. Der er således ingen, der kan efterprøve deres konklusioner. Hvad er det, de vil skjule?
Jeg betragter COWI's rapport, inkl. klima- og miljøundersøgelserne som et partsindlæg i og med at den er bestilt af Århus havn.
Mit spørgsmål er så:
Er der lavet en UVILDIG undersøgelse – second opinion - af de totale klima- og miljømæssige konsekvenser?
Det er uhørt, at kommunen sender projektet i høring, selvom der mangler væsentlige baggrundsdata. Forestil dig en almindelig borger, der søger om tilladelse til at realisere sit drømmeprojekt. I dette projekt er der nogle væsentlige oplysninger, som borgeren ikke har lyst til at udlevere til kommunen. Får denne borger mon tilladelsen? Næppe. .
Så jeg spørger:
Har de politikere, der skal tage stilling til den påtænkte havneudvidelse, fået adgang til de ovenfor nævnte oplysninger, som Havnen tilbageholder for offentligheden.
Hvad er det der gør, at kommunen, på trods af at Århus havn ikke vil udlevere samtlige oplysninger inklusiv alle baggrundsdata, bakker op om projektet og sender det i høring.
Det undergraver borgernes retssikkerhed, at kommunen unddrager dem muligheden for at tage stilling til dette store projekt på oplyst grundlag.
Det er undergravende for demokratiet, hvis de politikere, der skal tage stilling til den påtænkte havneudvidelse, ikke kan få de fulde oplysninger.
Birgitte Mulvad
Stampesvej 22, 1. tv
8260 Viby J
PS.
Dette høringssvar til lokalplanen forholder sig til problematikker, der er relevante for såvel lokalplanen som spildevandsplanen og miljøkonsekvensvurderingen. Samtidig med mit høringssvar til lokalplanen, har jeg herfra kopieret og sendt de afsnit, der vedrører de to sidstnævnte områder, som selvstændige høringssvar til hhv. spildevandsplanen og miljøkonsekvensvurderingen.
Download høringssvar som pdf