Forslag til Lokalplan nr. 1163 - Udvidelse af Aarhus Havn
Forslag til Lokalplan nr. 1163 - Udvidelse af Aarhus Havn
Afvis det nuværende forslag om havneudvidelse
og udarbejd et langsigtet bæredygtigt forslag i stedet.
Verden skal i de kommende år gennem en kæmpemæssig langvarig omstilling. Natur og
biodiversitet skal genoprettes og forbrug af begrænsede naturressourcer skal erstattes af en bæredygtig og cirkulær udvikling. Samfundets udvikling skal grundlæggende nyorienteres. Det er en langsigtet proces, men netop derfor er der brug for at gøre alt, hvad der kan gøres, for at sætte denne proces i gang.
Forslaget om en udvidelse af Aarhus havn indeholder intet af denne nyorientering. Det er et kæmpemæssigt, anlægsprojekt, der blot presser natur, biodiversitet og naturressourcer endnu mere. Og som ydermere, jf. høringssvaret fra gruppen Beskyt Aarhusbugten, hviler på et uklart og dårligt dokumenteret grundlag.
Der bør udarbejdes en langt grundigere, og uvildig, analyse af, hvad havnens udviklingsbehov reelt er. Som det tydeligt fremgår af høringssvaret fra Beskyt Aarhusbugten, er det nuværende grundlag mangelfuldt.
Med udgangspunkt i en sådan analyse bør der arbejdes med, hvordan udviklingsbehovet kan opfyldes på en sådan måde, at det:
1) Tager hensyn til genopretningen af natur og biodiversitet
2) Bliver et element i den samlede bæredygtige og cirkulære omstilling
3) Beskytter det unikke by- og havmiljø, der er i og omkring Aarhusbugten.
Det kunne eksempelvis være en gradvis og trinvis model, der kan justeres i forhold til den aktuelle udvikling og ikke er baseret på usikre fremskrivninger og en forventet fortsat udvikling.
Rigtigt anvendt kan det videre arbejde med havneudvidelsen blive en katalysator for udvikling af en bredere tilgang til byens fortsatte udvikling med fokus på en bæredygtig og cirkulær omstilling.
Det kræver blot politisk mod og vilje til at formulere langsigtede visioner for den videre udvikling af Aarhus.