Kvaliteter er noget, der allerede er, og noget man kan skabe. I byplanlægning og byudvikling skal de to dele spille sammen. Det gør havneudvidelsesplanerne ikke.

Guldet i Aarhus
Aarhus er Verdens mindste storby, og måske den smukkeste. Det skyldes ikke arkitekturen – om end vi har nogle få fine highlights som Rådhuset, Universitetet, Momu, der i øvrigt alle udmærket sig ved netop et fint samspil mellem det, der er, nemlig landskabet og det der skabes, bygningen. Aarhus kvaliteter er nemlig af en helt anden, gedigen og grundlæggende art. Det handler om den måde, Aarhus ligger i sit landskab på. Aarhus kvaliteter knytter sig altså ikke alene til det faktum, at der er skov og hav – som det ofte nævnes. Aarhus kvaliteter beror på måden, som skoven, havet og byen spiller sammen med dens topografi (terrænets form) og det helt store landskab.

Samspil mellem by og landskab
Verdens mest fantastiske byer er netop karakteriseret ved et eminent samspil mellem stedets naturlige karakteristika og den måde, det er blevet urbaniseret på. Og sådan ligger også Verdens mindste storby, Aarhus, smukt i en amfiteatralsk halvskål med sine fire landskaber – skovene fra henholdsvis syd og nord, ådalen fra vest og bugten mod øst – der hver strækker sig helt ind til byens hjerte. Takket være Aarhus placering i forhold til bugt, bakkedal og skov samt dens indre organisering af grønne træk, er byen både med til at gøre det store landskab aflæseligt og de grønne træk med, at man kan orientere sig i byen. Byen og dens landskabelige holdepunkter er på en gang en destination i et stort by-landskab og danner ramme om hverdagslivet og gør derfor Aarhus i landskabet og landskabet i Aarhus til to sider af samme sag. Det er ikke en hver by forundt. Men hvis der ikke er blik for måden, delene spiller sammen på, kan det så let som ingenting sættes over styr. Og når det først sker, er der ingen vej tilbage. Det er umådelig svært at få tandpastaen tilbage i tuben.

Tab af kontakt til bugten
Her er de senere års store indsatser langs havnefronten væsentlige med synliggørelsen af åens udløb, der videre med anlægget af Havnepladsen udvider byens rum helt til kajkanten, hvorfra man kan følge vandspejlet helt fra byens gamle centrum og ud i bugten. Men det omhandler kontakt mellem byen og vandet fra blot et punkt, om end nok så væsentligt. Der skal mere til. De planlagte havneudvidelser vil fra den bynære kyststrækning syd for byen for altid afskære oplevelsen af at byen ligger i en bugt, da den visuelle kontakt til Mols forsvinder. Det vil sige at oplevelsen af den store skala forsvinder. De forelagte visualiseringer af den planlagte udvidelse står ikke mål med virkeligheden. På billederne er udvidelsen nogle streger op vandfladen, men vores oplevelse af det i virkeligheden er anderledes voldsom – der vil stregerne opleves som en mur, en adskillelse, en opdeling og udparcellering af havfladen.

Øget pres på adgang til rekreative områder af høj kvalitet
De senere års mange ny bosætninger i den centrale del af Aarhus hører med i diskussionen om havneudvidelsen. Dels bidrager nogle af de nye bydele – der ofte er tætte, høje og monotone – til at igen at blokere forbindelse mellem by og hav. Jo, de nye boliger får selv god forbindelse til vandet, men de afskærer reelt byen fra den historiske mulighed, som frigivelsen af de bynære havnearealer tilvejebragte for at genskabe forbindelsen, ved at lægge sig i vejen. Dels øger de mange nye boliger uden egne nærrekreative arealer presset på byens øvrige rekreative arealer. Risskov er Danmarks mest benyttede skov – og den har nået sin grænse. Den er efterhånden mere slidt end godt er. Ambitionerne om at få Aarhus borgere til at tage en tur til den nyrejste True Skov er gode, men i hovedsagen er det landskabet syd for bymidten, som skal tilgodese både de nuværende og de øgede behov for nærrekreative arealer. Al forskning – og ikke mindst COVID19-pandemien – har vist os, at forudsætningen for at kunne bo tæt er adgang til rekreative arealer af HØJ kvalitet. Og her bliver havneudvidelsesplanerne igen kritiske.

Koblingspunktet mellem by og landskab forskydes langt mod syd
Koblingspunktet mellem midtby og landskaberne syd for byen er over årtierne gradvist rykket længere og længere fra hinanden. I dag er det Filtenborg Plads/Tangkrogen. Her kan man få visuel kontakt med vandet, med bugten via Samsø og mod syd øjne skovens massiv rejse sig. Punktet selv er pauvert i sit udtryk, men det er grønt og via den i areal ganske smalle forbindelse langs Strandvejen skabes oplevelsen af at ’være fremme’, af at være i kontakt med målet for turen, nemlig havet, stranden og skoven. Det er netop den visuelle kontakt til det store landskab fra Tangkrogen og videre ud, der kompenserer for arealernes umiddelbare beskedne kvalitet. Og den kontakt forsvinder med Havneudvidelserne. Det kommer i realiteten til at betyde, at koblingspunktet flyttes dramatisk langt mod syd. Og at aflæseligheden af den måde, som byen ligger i sit landskab på sløres betragteligt.

Havnetunnelbyggeri blokerer forbindelse mellem by og hav i 10 år
Foruden det føromtalte koblingspunkt for oplevelsen af mødet mellem by og landskab, udgør den nuværende havnetunnelunderføring ved Strandvejen et infrastrukturelt koblingspunkt. Udflytningen af Molslinjen til den nye havneudvidelse har fundet sted og skal fungere samtidig med, at der kommer øget trafik til Sydhavnen, som inden for få år vil have mange tusinde kvadratmeter nye erhvervslejemål. Skal Marselis Boulevard lægges i tunnel – hvilket var forudsætningen for etableringen af den nu allerede etablerede havneudvidelse – bliver der trængsel. Trængsel fra den eksisterende og kommende trafik og trængsel fra anlægsarbejdet og de mange tusinde lastbiler med jord og beton, som kommer til at skulle passere i de 10 år, som anlægsperioden er estimeret til at vare. Denne uheldige rækkefølgelogik er i sig selv uholdbar, men det er også uholdbart set i forhold til koblingen mellem midtby og landskaberne mod syd.

Det anbefales derfor at sige NEJ til den ønskede havneudvidelse. Hellere omorganisere de nuværende havnearealer for at skabe plads til eventuel øget containertransport end at spolere Aarhus’ helt overskyggende attraktion.

Afsender:
Ellen Braae, professor MAA MDL PhD i landskabs- og byudvikling ved Københavns Universitet, bosiddende i Aarhus
og
Rie Øhlenschlæger på vegne af Akademisk Arkitektforening Østjylland