Gå til hovedindhold
Forslag til Lokalplan nr. 1163 - Udvidelse af Aarhus Havn

lokalplan 1163 udvidelse af Aarhus Havn

Pas nu på Aarhus – Pas på kloden – Nej til havneudvidelse
høringssvar af Rie Øhlenschlæger, arkitekt maa, AplusB

Den fremlagte lokalplan nr.1163 og tilhørende miljøkonsekvensrapport vedr. foreslået udvidelse af Aarhus Havn giver ikke et klart beslutningsgrundlag for en ansvarlig stillingtagen til ønsket om havneudvidelse

Hvor er vi om 10-20 år?
Ansvarlig planlægning skal baseres på realistiske fremskrivninger af behov og muligheder. Det fremlagte projekt til udbygning af Aarhus Havn savner i markant grad fokus på realistiske fremskrivninger. Det fremlagte høringsmateriale tager udgangspunkt i et vækstscenarie, hvor behov for transport – import og eksport fremskrives lineært, man forventer fortsat vækst i transport og vækst i arealbehov til havnens følgeerhverv.

Hvordan kan man med politisk besluttede 70% CO2 reduktioner inden 2030, FNs 17 Verdensmål som pejlemærker og Parisaftalen som rettesnor tro at vi vil, eller kan, fortsætte væksten uændret i kommende årtier.

Ansvarlige politikere må kræve at der opstilles realistiske alternative scenarier for havnens udvikling:
Et vækstscenarie som det præsenterede i materialet - og
Et alternativt scenarie som tager udgangspunkt i et samfund under omstilling, hvor nødvendige markante CO2 afgifter påvirker forbrugsmønstre. Et samfund, hvor behovet for importerede foderstoffer og gødning er stærkt faldende, hvor privatforbruget er omstillet til mindre, men bedre kvalitet, ofte lokalt producerede varer og dermed færre importerede varer. Et samfund hvor økologiske fødevarer og lokalt dyrkede grøntsager foretrækkes af stadig flere, og hvor deleøkonomi og genbrug bliver normalen.

Dette alternative scenarie, som passer med 70% reduktion af CO2 udledningen kan opstilles af dygtige forskere – og bør kræves før beslutninger om eventuel havneudvidelse tages.
Tænk hvis der nu slet ikke er behov for at tage 105 Ha fra Aarhusbugten. Tænk om en omorganisering af nuværende havnearealer, hvor ikke nødvendige funktioner fjernes fra havnen så arealer til containervækst de nærmeste år, indtil den grønne omstilling er gennemført, kunne findes indenfor nuværende arealer.

Man ville slippe for den trafikale komplikation der ligger i at have aflåste container og bulk havnearealer på begge sider af en offentlig stærkt trafikeret adgangsvej til Molslinjen og vandflyveren.
Man ville slippe for ødelæggende indgreb i den marine flora og fauna i bugten.
Man ville undgå at reducere oplevelsen af Aarhus med både visuel og reel nær kontakt til Aarhusbugten.
Man ville respektere ønsket om grøn omstilling af samfundet.

Klimarådet har præciseret at vi ikke endnu er på rette kurs mod 70% reduktion af CO2 udledningerne. Klimarådet understreger at vi skal yde en markant øget indsats for at nå de vedtagne CO2 reduktionsmål inden 2030 – og som et vigtigt middel til at nå målet bør en ensartet CO2 afgift indføres snarest.

FNs klimapanel IPCCs rapport fra 28.02.22 understreger at klimaindsats haster, allerede nu er mere end tre milliarder mennesker på kloden yderst sårbare og rammes af følgerne af klimakrisen med tørke, sult, ekstreme vejrforhold m.v. Også Danmark mærker klimaændringerne.

En analyse af udviklingen i Danmark, (med lignende tendenser i andre lande) de seneste 2-3 år giver dog et tydeligt billede af en - om end langsom – så dog alligevel markant opbakning omkring ønsket og viljen til CO2 reduktion og grøn omstilling af hele samfundet. Et paradigmeskift er i gang. Både blandt erhvervsliv, politikere og den almindelige borger.

Industrien omlægger produktioner til mere bæredygtige produktioner med mindre energiforbrug og mindre miljøbelastende materialer.
Cirkulær økonomi er i vækst med større fokus på genbrug, reparation og f.eks delebiler.
Transformation, restaurering og renovering af bygninger i stedet for nedrivning og nybyggeri vinder frem.
Omlægning af landbrug til mere miljørigtig drift med fokus på lokalt producerede foderstoffer til et mindre husdyrhold. Øget fokus på økologisk lokal produktion.

Det er indikationer på et reduceret behov for import og eksport.
Der bør laves en analyse af behovet for havnearealer under forudsætning af den nødvendige grønne omstilling af samfundet.
Aarhus Kommune, Byrådet kan træffe valg som vil understrege at vi som bysamfund vil en bæredygtig udvikling – eller Byrådet kan støtte havnens udbygningsønsker og fortsat forsøge at tale udbygningen bæredygtig.

Afsender

Navn

Rie Øhlenschlæger

Indsendt

03/03/2022 15:24

Sagsnummer

HS5369398

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Lokalplan
Område
Midtbyen
Hørings-id

H403

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00