Forslag til Lokalplan nr. 1163 - Udvidelse af Aarhus Havn
Indsigelse imod udvidelse af Aarhus havn, jfr. Forslag til Lokalplan 1163.
Den foreslåede udvidelse af Aarhus havn medfører helt uacceptable miljø, råstof og visuelle konsekvenser for Aarhus og for Aarhusbugten, som ikke er nødvendige, hvis man gør sig den ulejlighed at se behovet i et lidt større perspektiv end Aarhus Kommunes-Aarhus Havns.
Aarhus er for borgere og for vores omverden først og fremmest en by ved Aarhusbugten – og ikke alene en havneby.
Vi skal – frem for alt – tænke det renest mulige miljø ind i borgere og virksomheders behov.
Så vores opfordring er at gentænke to store projekter – gentænk dem i en ren miljømæssig optik. Det bliver projekter, som fremtidige generationer skal leve i og med – så husk det, hvis I og vi mener noget med at reducere CO2-udledningen.
I det efterfølgende beskrives en alternativ 100 ha løsning på udvidelse af havne betjeningen i Aarhus, som består af to dele.
Resume af alternativet
Del 1. Omfatter oprettelsen af en containerterminal ved Logistikparken, vest for Aarhus by. Containerne fragtes til og fra terminalen med godstog, der pendler mellem havnen og Logistikparken.
Togtransporten overflødiggør etablering af Marselis tunnelen, da alle containere til og fra havnen alene kan transporteres på jernbane.
Del 2. Omfatter etablering af en ny international dybvandshavn ved Glatved. Ved Glatved er der stor naturlig vanddybde tæt på kysten, som giver meget større mulighed for dybtgående containerskibe imod beskeden en uddybning. Baglandet bliver allerede i dag brugt til tekniske installationer i det ca. 100 ha store råstof udgravede område. I takt med at råstofudgravningen fortsætter, vil arealet kunne tre dobles. Afstanden til eksisterende motorvej og jernbane er mindre end 10 kilometer, og går igennem tyndt befolkede områder.
Forlængelse af motorvejen kan ske fra Tirstrup. Hvis der laves sidespor fra Grenåbanen lidt længere inde i land end de 10 kilometer, kan jernbanen lægges forbi Tirstrup lufthavn, som ved samme lejlighed kan blive betjent med letbane til Aarhus.
En ny international dybvandshavn ved Glatved med ny infrastruktur med udvidelse af jernbane og motorvej vil være et stort, regionalt udviklingspotentiale for Aarhus Havn, Regionen og de to Djurslandskommuner.
Besparelsen ved at droppe Marselis tunnelen og den foreslåede havneudvidelse i Aarhus vil gøre det økonomisk muligt ved Glatved at etablere en langt mere fremtidssikret, international og optimal dybvandshavn med hensyn til vanddybder, miljøpåvirkning og trafikinfrastruktur.