Forslag til Lokalplan nr. 1163 - Udvidelse af Aarhus Havn
Høringssvar for forslag til Lokalplan nr.1163 Udvidelse af Aarhus Havn
Høringsvar for forslag til Lokalplan nr. 1163 Udvidelse af Aarhus Havn
Kære Aarhus Borgmester og Formand for Aarhus havn - Kære Jacob Bundsgaard
Jeg siger pænt NEJ TAK og er imod forslaget om Havneudvidelse af Aarhus havn.
Der er SÅ mange, som har skrevet de fineste artikler diverse steder bla. i gruppen ” Beskyt Aarhusbugten” og fortalt om de negative konsekvenser af en udvidelse af havnen i Aarhus.
Jeg har læst flere artikler skrevet af forskellige dygtige fagfolk, bla. af Professor i Økologi Jens Friis Lund og af Niels Aagaard medlem af Det Alternative Miljøministerium, hvormed de begrunder deres indslag, imod udvidelse af havnen.
Når jeg læser om alle de faglige indslag, som er imod en havneudvidelse, og hvilke fatale konsekvenser det får for vores miljø og for borgere i Aarhus kommune, gør det mig virkelig trist.
Aarhus, Danmarks næststørste by og alligevel ikke større end at man kan cykle fra Højbjerg (hvor jeg bor) og ind til Aarhus midtby på 10 min.
Aarhus har alt indenfor en rækkevidde på cykel heriblandt skoven, dyrehaven og stranden.
Der er ikke noget mere skønt end at nyde vores fantastiske udsigt og Aarhus bugt på en skøn sommerdag. Kajakkerne som roer langs kysten, surfere, SUP’er og badende nyder havvandet og bugten ved Tangkrogen. Det er opløftende i sig selv, bare at at observere folk som året rundt tager til Tangkrogen og til stranden for at stresse af, nyde roen, havet og udsigten. Om vinteren nyder vinterbaderne havet både ved Marselisborg havn, Ballehage strand, Moesgaard strand og ja hele vejen ned langs vores smukke kyst. Jeg er selv en af dem.
Jeg er 61 år født og opvokset i Aarhus by, og jeg har aldrig forestillet mig at skulle flytte anden steds hen at bo i Danmark. Jeg har altid været stolt af min by. Stolt af at vise mine udenlandske gæster hvilken Perle jeg bor i. Jeg er stolt over Den Gamle By, jeg er stolt over at vi kan kalde os for
”Smilets By” med masser af hygge på cafeerne i byen, sammenholdet om AGF på vores Stadion, hvine sammen i ruchebanerne i Tivoli Friheden og synge sammen om bålet til Sankt Hans i Tangkrogen og alle de andre steder på strandene.
Jeg er rystet over:
At læse at en havneudvidelse vil betyde store konsekvenser i vores miljø og klima med både hav, jord og luftforurening, samt støjgener.
At læse vores rensningsanlæg skal flyttes fra nuværende placering og til det nye havneareal, og i den forbindelse vil smide op til 1 mio. kubikmeter slam og bundfald med højkoncentration af tungmetaller, i bla. Kattegat ved Hjelm, og dermed ødelægge Kattegats rene vand og alt hvad der hedder maritimt liv.
At læse det vil forurene vores dejlige strande langs hele kysten.
At læse at vores Marselis Boulevard vil blive befærdet med et kæmpe antal lastbiler, som vil være fyldt med udgravet jord, indeholdende giftstoffet TBT, og som skal dumpes i havet. Nogen skriver Aarhus bugten mens andre siger i havet ved Fløjstrup skov. Begge steder forfærdelig plan synes jeg.
At læse bare lidt af de beskrivelser som udvidelsen af havnen vil medføre, ryster mig dybt. Jeg synes, det er fatalt så mange negative konsekvenser, der vil være hvis forslaget gennemføres.
Der var vel en mening med at vores tidligere meget anerkendte Borgmester Thorkild Simonsen sammen med daværende havnedirektør Kaj Schmidt, lavede en politisk aftale dengang i halvfemserne, som sikrede en grænse for hvor langt havnen måtte udvides mod syd!
Er der mon taget højde for denne aftale i dag, som blev lavet dengang?
Kære Aarhus Borgmester og Formand for Aarhus Havn Jacob Bundsgaard:
Lad os beholde Smilets By, lad os bevare roen og sammenholdet i Aarhus.
Lad os i stedet for stå sammen som Aarhus Borgere og hellere fremadrettet forbedre vores miljø og klima til vores børn og børnebørn.
Jeg tænker og hører, at der er rigtig mange borgere, som er imod projektet med havneudvidelsen, og som ikke får skrevet et høringssvar, da det muligvis ikke er BARE lige at gøre, og de dermed giver op. Jeg selv har nu brugt lang tid på mit høringssvar her, da jeg ikke føler mig, som en stærk skriver. Alligevel skriver jeg i håbet om at blive hørt!
Kære Jacob Bundsgaard
Lad os huske dig for den Borgmester som lyttede til os og lod os bevare vores lille Perle ”Smilets By” Aarhus.
TAK!
Med Venlig hilsen
Birgitte Kingo
Rågevænget 6
8270 Højbjerg
Download høringssvar som pdf