Gå til hovedindhold
Forslag til Lokalplan nr. 1163 - Udvidelse af Aarhus Havn

Aarhus Havn bør ikke udvides!

Aarhus har med området omkring Tangkrogen og ned mod Ballehage noget så unikt som et bynært naturmiljø i samspil med Marselisborg skovene. Det kommer dagligt aarhusianere og turister til gode og udgør en meget stor herlighedsværdi for byen og er med til at gøre Aarhus til en attraktiv by at bosætte sig og arbejde i. Set i forhold til resten af byen, er det ikke havnen, der bidrager med hverken enormt overskud eller mange arbejdspladser sammenlignet med øvrige havne i Danmark. Udvidelsen af havnen vil betyde en tilsanding af Tangkrogen, en udsigt til kraner i stedet for Mols og potentielt et vandmiljø langt fra det, vi har i dag. Desuden må den betragtelige CO2-belastning og mængden af lastbiler gennem et tætbebygget område alene i forbindelse med etableringen af udvidelsen siges at være et skridt i den gale retning i forhold til klimaet.

Der angives fra mange sider forslag til alternative løsninger på den massive udvidelse af havnen; En dry port med plads til langtidsopbevaring af containere på de ubebyggede og ubeboelige områder langs E45, hvor man vil have god forbindelse til alle de, der skal bruge indholdet af containerne. Flytning af virksomheder på det eksisterende havneareal, der ligeså godt kunne ligge et andet sted. Samarbejde med andre havne, f.eks. Grenaa Havn, der selv i et høringssvar (sagsnummer HS3448304) til Aarhus Kommune gør opmærksom på, at de har masser af plads til overs og gerne vil samarbejde. Er disse muligheder blevet overvejet tilstrækkeligt?

At udvide havnen med et så voldsomt areal uden der foreligger uvildige vurderinger af behovet for udvidelse og konsekvenserne for det omkringliggende by- og havmiljø, mener jeg, vil blive set som en stor, uoprettelig fejl i fremtiden. Det er ikke første gang, havnen er blevet udvidet, og det vil ikke være sidste gang dette efterspørges. Derfor må man stille sig selv spørgsmålet, hvor meget af Aarhusbugten der skal ædes op af en havn, hvor pladsen i forvejen ikke udnyttes optimalt og er placeret midt i en storby, hvilket fra begyndelsen må siges at være en spøjs placering.

Dette er et politisk ansvar, og der bør siges nej tak til forslaget om udvidelse af Aarhus Havn.

Afsender

Navn

Helene Rønde Bjerg

Indsendt

09/03/2022 20:49

Sagsnummer

HS9878443

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Lokalplan
Område
Midtbyen
Hørings-id

H403

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00