Forslag til Lokalplan nr. 1163 - Udvidelse af Aarhus Havn
Havneudvidelse
Jeg flyttede fra Norge til Danmark i 1997, og efter 7 år Aalborg og 6 år i København, endte jeg i Aarhus i 2011 og har de seneste 10 år boet i den sydlige del af byen.
Det der gør at Aarhus skiller sig markant ud fra andre (mindre) storbyer er den unikke nærhed og korte afstand mellem det urbane og naturen. Gang på gang bliver mine gæster fra udland i både nord og syd betaget af lige præcis denne kvalitet ved byen. Det er virkelig noget der ikke kan opleves mange andre steder i verden. At du med 10 min på gåben kan flytte dig fra et pulserende byliv til den skønneste natur. Selv bruger jeg bugten mindst 3-4 gange om ugen når jeg svømmer fra Ballehage og ned til Hotel Marselis, hele året rundt. Så jeg har da også mine helt egne personlige og egoistiske grunde til at ikke ønske at svømme i en byggeplads.
Men uagtet mit eget egoistiske ønske om at beholde tingene som de er, så mener jeg havneudvidelsen skal ses i et langt større perspektiv. For det er ikke ‘bare’ en havneudvidelse. Det er et symbol på hvilken vej vi vælger at gå med byen, for mange generationer fremover.
Der er noget der hedder at man skal fremhæve sine styrker. Tag fx. Silkeborg, som har erkendt at de har fået den største gave med byens placering og derfor nemt kan brande sig til, og derfor investerer meget i, at udvikle den til at være Danmarks outdoorhovedstad.
Aarhus har lige så unikke træk, og brandet som en international miljøby hvor byen udvikles i pagt med naturen ligger lige til højrebenet. Ja, altså starten har ikke været fantastisk med en plastren til af beton både på havnearealer og i tidligere oaser som godsbanekvarteret, men der er stadigt rigeligt tilbage at arbejde med. Hvad nu hvis, man tænkte HELT omvendt. Hvad nu hvis man besluttede sig for at der ikke måtte bygges ny beton uden at man tilsvarende byggede lige så mange m2 grønne arealer. Utopi, siger du. Men er det? Er det virkelig så svært at se, at byen på lang sigt, vil få langt mere ud af at investere i natur? Jeg mener, det er jo ikke ligefrem fordi klima ikke er på den globale dagsorden, vel? Nej, det går heller ikke superhurtigt, men behøver vi være dem som bare gør som de andre? Hvad med ikke bare at rykke frem i bussen, men ligefrem tage chaufførpladsen. Der findes nok af villig kapital i verden der gerne vil være med til at ændre den kurs vi er på lige nu. Så hvordan vil vi huskes i Aarhus? Som de andre? Eller som nogen af dem der gjorde en forskel? Historien er stadig vores lige nu. Det er den ikke om 100 eller 250 år.
Og som et sidste lille indspark synes jeg det næsten er absurd at jeg skal skrive disse ord. Og at det ikke er dem der vil havneudvidelsen, der udover enhver tvivl, skal godtgøre hvorfor der virkelig ER en god idé, endsige tvingende nødvendigt med denne udvidelse.