Forslag til Lokalplan nr. 1163 - Udvidelse af Aarhus Havn
Høringssvar vedr. havneudvidelse
Aarhus
10. marts 2022
HØRINGSSVAR
FORSLAG TIL LOKALPLAN NR. 1163 - UDVIDELSE AF AARHUS HAVN
Større havn på bekostning af bymiljø, kultur og natur.
Rudolf Steiner Skolen ligger i koblingspunktet mellem by og landskab
Filtenborgs Plads og Tangkrogen er koblingspunktet mellem midtbyen og landskabet syd for byen, og Strandvejen formidler mellem Marselisborgsskoven og bugten.
Steinerskolen er så heldig at ligge i dette koblingspunkt mellem havet, stranden og skoven. Den visuelle kontakt til det store landskab fra Tangkrogen og skolen og videre ud vil dog forsvinde med havneudvidelserne.
Det kommer i realiteten til at betyde, at koblingspunktet mellem by og natur flyttes dramatisk langt mod syd.
Alle brugere af vores skole – elever, lærere, forældre og bedsteforældre, mangfoldige besøgende, samt naturligvis den overordentlig store befolkningsgruppe, der bruger bugten som rekreativt område og oplevelsessted, – vil dermed få forringet både den oplevelsesmæssige, såvel som den visuelle kontakt fra byen til naturen.
Efter vores opfattelse en kraftig forringelse af Aarhus som den unikke perle, hvor hensynet til kultur, natur og erhverv hidtil har kunnet leve i gensidig forståelse for hinandens eksistens i det bynære miljø.
Hvorfor oplever vi en havnedirektør, som i sin adfærd giver udtryk for, at andre argumenter end havnebestyrelsens egne ikke er værdifulde, men blot er et udtryk for manglende indsigt? Er det samtidig et udtryk for den grundlæggende holdning i den samlede havnebestyrelse?
Hvordan kan vi overhovedet have tillid til en saglig og demokratisk proces, når havnebestyrelsen er kontrolleret af de samme ( borgmester m. fl.) som i byrådet har til opgave at godkende rammerne for en udvidelse?
Vi vil kraftigt opfordre til, at de organisationer og foreninger, der har givet bidrag med konstruktive forslag og kritik bliver taget alvorligt og inddraget i et forløb med konkret udarbejdelse af nye planer, der kan føre til en bæredygtig beslutning og være til gavn for alle parter.
Vi vil samtidig opfordre til, at arbejdsopgaven med at belyse behovet for en evt. udvidelse af havnearealer og nuværende arealers anvendelse bliver behandlet i en stemning af respekt for by, natur og borgere og ikke alene ud fra abstrakte vækststrategier. Indtil nu har vi ikke set en bestræbelse eller redegørelse, der har som intention at tage vare på byen ud fra et helhedssyn og på en måde, der tilgodeser Aarhus som både kultur-, natur- og erhvervsby.
På vegne af skolebestyrelsen
Rudolf Steiner-skolen i Aarhus
Thyge Madsen
Formand
www.steinerskolen-aarhus.dk
Download høringssvar som pdf