Forslag til Lokalplan nr. 1163 - Udvidelse af Aarhus Havn
Aarhus Havn skal udvides - for Danmarks bedste
Aarhus Havn er Danmarks største erhvervshavn og dette skyldes havnens unikke geografiske beliggenhed i forhold til infrastrukturen på land og til vands.
Danmark har denne ene havn som suverænt håndterer de store godsmængder der importeres til vores land, og uden Aarhus Havn ville vi være dybt afhængige af havne i andre lande og dermed miste den suverænitet der er ved at kunne kontrollere vigtig infrastruktur selv. Netop i disse (triste) dage forstår vi hvor vigtigt det er at selv kunne bestemme over kritisk infrastruktur.
Ingen anden havn vil kunne håndtere disse mængder uden det ville få voldsomme konsekvenser for prisen på forbrugsvarer, for trængslen på vores veje og for miljøbelastningen gennem øget landtransport.
Aarhus Havns beliggenhed og kritiske masse medvirker til, at hundredetusindvis af tunge lastbiler hvert år flyttes fra vejnettet og ud på den "blå motorvej". Samtidig betyder den store godsmængde i Aarhus, at lastbiler, maskinel, lagerhaller m.m. kan anvendes optimalt og uden tomgang/spild. Disse forhold betyder, at vores ellers hårdt pressede vejnet ikke belastes unødigt og det har en enorm positiv ressource- og miljøeffekt. Det ville være en ressourcemæssig katastrofe hvis godset blev spredt på et antal havne rundt om i lande som så alle blev tvunget til at investere tungt i infrastruktur. Og lastbilerne kunne køre tomme rundt i landet for at komme frem til den næste lille havn hvor der var gods at afhente.
Danske eksportvirksomheder har behov for stærke, pålidelige og konkurrencedygtige logistikkæder for at kunne afsætte deres varer i udlandet. Uden stærke logistikkæder mister vi konkurrenceevne, og afledt heraf ville vi miste arbejdspladser, videnskraft og dynamik i vores samfund. Aarhus Havn er med sin unikke placering og sin overlegne infrastruktur med til at understøtte dansk eksport og danske virksomheders konkurrenceevne i et globalt samfund.
Nu er der behov for at udvide Aarhus Havn for med rettidig omhu at fremtidssikre Danmarks største og vigtigste havneinfrastruktur. Det er derfor bydende nødvendigt, at alle de gode kræfter i Aarhus samles for at støtte op om havnens udvidelse. Ikke kun for Aarhus' skyld, men faktisk for Danmarks bedste. Det udsyn føler jeg mig heldigvis overbevist om er til stede i Danmarks næststørste by.
Download høringssvar som pdf