Gå til hovedindhold

Høringssvar

Forslag til Lokalplan nr. 1163 - Udvidelse af Aarhus Havn

lokalplan nr. 1163 - udvidelse af Aarhus havn

Som borger i Aarhus skal jeg hermed over for byrådet tilkendegive min modstand mod den påtænkte udvidelse af Aarhus havn.

Herlighedsværdien af samspillet mellem by og strand og skov ved Tangkrogen og ad Strandvejen med det frie vue over bugtens vandspejl mod Samsø og Helgenæs og Mols er ubetalelig. Det har alle i byen gennem tiderne kunnet nyde og nyder stadig godt af. Se blot på mylderet af glade mennesker på stranden og langs Strandvejen solbade og gå i vandet en sen sommereftermiddag. Disse mennesker ved og mærker instinktivt, at havbadets friskhed tilføres en særlig frihedsfølelse af blikkets uhindrede flugt over den åbne havoverflade mod øerne derude.
Er denne herlighedsværdi gratis og helt uden støttekroner, så vil dens forringelse ved havneudvidelsen derimod koste store summer på de offentlige og private budgetter og på miljøkontoen.

Høringsrapporten, som på et borgermøde på rådhuset 22. februar blev gennemgået af eksperter på området, er ikke retvisende eller belyser ikke tilstrækkeligt følgende forhold:

1) Det er ikke godtgjort, at der er behov for udvidelsen. Oplysninger i Danmarks Statistik tyder på, at der ikke gennem de seneste 10 år er sket en signifikant øgning af den samlede godsmængden til og fra havnen. Tallene synes at vise, at den moderate stigning i containertrafikken opvejes af nedgang i bulk-trafikken. Rapporten har ikke undersøgt, om bulk-arealer kan overgå til container-arealer.

2) Der findes uudnyttede arealer på eksisterende havneområde og arealer, som benyttes til aktiviteter, som ikke er havnerelateret. Rapporten synes ikke at tage hensyn til disse muligheder.

3) Klapningen ved Fløjlstrup strand vil efter flere havmiljøeksperters mening have en overordentlig skadelig virkning på marinemiljøet. Samme eksperter klager over manglende adgang til de rådata, som rapportens konklusioner bygger på, og der kan rejses den mistanke, at havprøver og lignende ikke er repræsentative. Der er altså uenighed om effekten af klapningen, og ud fra gældende forsigtighedsprincip bør klapningen derfor ikke tillades.

4) Undersøgelse af muligheden for at containertrafikken kan ske på jernbane og dermed belaste miljøet mindre er så godt som fraværende.

5) Alternative løsninger som samarbejde med østjyske have f.eks. Grenå havn, som har færgekapacitet, er slet ikke nævnt i rapporten.

6) En så væsentlig beslutning bør lægges ud til en bindende folkeafstemning. Det åbner loven mulighed for.

Jeg erklærer mig som modstander af den påtænkte udvidelse af Aarhus havn.

Afsender

Navn

Arne Lund Jørgensen

Indsendt

11/03/2022 13:04

Sagsnummer

HS2711586

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Lokalplan
Område
Midtbyen
Hørings-id

H403

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00