Forslag til Lokalplan nr. 1163 - Udvidelse af Aarhus Havn
Nej tak til havneudvidelsen
Jeg er meget imod havneudvidelsen.
Naturoplevelsen fra Tangkrogen og ud mod Ballehage er noget rigtig mange århusianere dagligt har stor glæde af. Det kan jeg slet ikke forstå, at man vil ødelægge ved at fjerne det halve af udsigten.
Vi skal passe på den natur vi har. Hvad der ødelægges nu i nær fremtid i forbindelse med havneudvidelsen er ikke noget vi kan få tilbage senere. Jeg har et stort ønske om at mine børn skal vokse op i byen og kunne få samme glæde og oplevelser ved kyst, strand, havudsigt mm som jeg selv har haft hele mit liv.
Tanken om at dumpe eventuelt giftigt sediment ved bl.a. naturskønne Fløjstrup er også virkelig ubehagelig og skadelig for havmiljøet. Det er meget bekymrende, at oplysninger om dette er hemmeligholdt for offentligheden.
Er det virkelig i byens interesse at lave en stor havneudvidelse? Det tror jeg ikke de fleste af byens borgere synes, altså undtaget dem, der har økonomiske interesser i havnen.
Vi lever i en tid, hvor vi skal tænke på hele klodens fremtid og ikke udlede unødigt CO2. Denne havneudvidelse vil give et stort klimaaftryk. Det vil give trafik-, miljø- og støjmæssige udfordringer når mange ekstra lastbiler dagligt skal til og fra havnen, både i anlægsfasen og senere.
Jeg har forståelse for at der er brug for mere plads på havnen, men det må kunne gøres bedre. Jeg sikker på, at mange andre har gode forslag til hvordan dette kan gøres på en mere hensynstagende måde.
Jeg synes i øvrigt, at det er et stort problem for vores demokrati, at borgmesteren i Århus også er formand for Århus havn og ikke er vurderet inhabil i en for byen så vigtig sag.
Download høringssvar som pdf