Forslag til Lokalplan nr. 1163 - Udvidelse af Aarhus Havn
Bedre udnyttelse frem for udvidelse af havnen
Som arkitekt og Aarhus-borger fraråder jeg forslag til Lokalplan Nr. 1163 - udvidelse af Aarhus Havn med den begrundelse, at udvidelsen vil have for store konsekvenser for byens naturlige og uvurderlige forbindelse til bugten og den visuelle forbindelse til Mols.
Naturen omkring Aarhus, skoven, stranden og vandet er et kæmpe aktiv for borgerne i Aarhus og er samtidig med til at tiltrække tilflyttere. Svækker vi disse kvaliteter, hvad enten det er i form af opfyldning af Tangkrogen, udvidelse af Aarhus Havn eller ved at bebygge rekreative områder, nedbryder vi stille og roligt de kvaliteter, som karakteriserer vores by og gør den værdifuld for dem der bor der.
I flere år har fortætning af midtbyen været den overordnede strategi for byudviklingen i Aarhus, hvilket har sikret vigtige, grønne åndehuller for borgerne. En udvidelse af havnen vil gå stik imod denne strategi - en falliterklæring og hån mod optimeringen af pladsen i midtbyen.
Byggeaktiviteten omkring havnen har været massiv i de forgangne år, og før man vurderer, at det er nødvendigt med en udvidelse af havnen, bør man overveje en mere omfattende udnyttelse af havnearealerne til havnerelateret byggeri frem for at fortsætte eksempelvis opførelsen af bolig- og kontorbyggerier her.
Hvis industrihavnen skal udvides, må der som minimum foreligge planer for udnyttelsen af hver eneste kvadratmeter, så havneudvidelsen i sig selv ikke blot bliver endnu et skud på stammen i det overflodssamfund, som den utvivlsomt kommer til at bidrage til.
Download høringssvar som pdf