Gå til hovedindhold
Miljøkonsekvensvurdering - Udvidelse af Aarhus Havn (Yderhavnen)

Havneudvidelsen er en katastrofe for Aarhus by!

Udemokratisk høringsproces for havneudvidelse
Det er uhørt og under al kritik, at vi borgere i Aarhus kommune kun får 8 ugers høringsperiode, når det drejer sig om så stort et projekt med så omfattende høringsmateriale. Kun de færreste kan nå at sætte sig grundigt ind i materialet på så kort tid og beslutningsprocessen bliver derefter. Med så stort et projekt er der brug for en større borgerinddragelse, ultimativt en vejledende folkeafstemning. Hvad forhindrer kommunen i at udvide høringsperioden og vil man gennemføre en vejledende folkeafstemning?

Urimelig lang periode med generende støj
Byggeperioden vil stå på over de næste 30 år, hvor man vil kunne høre larm fra pilotering, sejllads med klapningsmateriale og øget tung trafik til og fra havnen.
Hvad har kommunen gjort for at finde alternative placeringer for havneudvidelsen, eksempelvis ved at anlægge en ny havn ved Glatved, som ligger på den rigtige side i forhold til Storebælt og med den rigtige havdybde. Alternativt som en tørhavn (dryport) placeret ude ved E45.
Allerede i dag er der meget støj fra transport af containerlastbiler, som kører gennem byen. På havnen er der udlagt jernbanesport, og det ville minimere støjen væsentligt hvis containertransporten blev ført over på et elektrificeret jernbanenet. Har kommunen overvejet den mulighed?

Havmiljøet er hårdt belastet
Havmiljøet er i forvejen hårdt belastet, havbunden er uklar og iltfattig, og der er stort set ikke meget liv tilbage i bugten. Gør det jer ikke bekymrede? At fjerne 5 meter havbund eller 4,8 mio. kubikmeter materiale og flytte det til f.eks. klappladsen ved Fløjstrup er uforsvarligt og vil kun forværre havbundens tilstand og livet i havet. Hvordan kan kommunen, som har en grøn vision, stå på mål for de miljø- og klimamæssige konsekvenser det vil få for havmiljøet?

Aarhus bugten har en uvurderlig værdi for byen
Byen ligger ved bugten og udsigten til Skødshoved, Helgenæs og Samsø er uløseligt forbundet med byen og dens beliggenhed. Har kommunen overvejet, hvilken effekt og hvilke konsekvenser det vil få for byens borgere at destruere denne værdi (byens DNA)?

Havneudvidelsen er ude af trit med behovet for en grøn omstilling
Aarhus Havn og bormesteren har i debatten om udvidelsen fremført, at udvidelsen er helt nødvendig for byens fremtid; men vi sætter et stort spørgsmål ved dette scenarie. Man har vedtaget, at Aarhus skal være CO2-neutral i 2030, og at bæredygtighed skal prioriteres frem for vækst. Kommunen siger, at driften af havnen når at blive CO2-neutral i 2030; men professor Jens Friis Lund fra Klima- og Omstillingsrådet fortalte på borgermødet tirsdag den 22 februar 2022, at Danmark i forvejen er bagefter med produktion af alternativ energi. Derfor er det urealistisk at forestille sig, at havnedriften til den tid vil være CO2-neutral. Set i dette lys hvordan forestiller kommunen sig at blive CO2-neutral inden 2030?

Vi er bekymrede for, at der ingen alternative forslag er lagt frem for politikere og byens borgere, og ser frem til at kommunen vil tænke mere bæredygtigt og fremsynet og derfor tager planen for havneudvidelsen af bordet.

Med venlig hilsen
Hanne Toft og Aase Clemmensen
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Hanne Toft

Indsendt

25/02/2022 12:15

Sagsnummer

HS0275778

Informationer

Startdato
Svarfrist
Område
Midtbyen
Hørings-id

H406

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00

Ole Gregor på 4185 9889

Anne Haarmark (jordtip) på 2920 8166

Søren Sloth Lave på 4185 9841