Aarhus er en attraktiv by, verdens mindste storby med en skøn dosering af kultur og natur. Men det grønne område og den smukke udsigt over Aarhusbugten vil være truet af den planlagte havneudvidelse. En udvidelse, der vil forvandle 100 hektar bølger til beton. Det svarer til et område på størrelse med 140 fodboldbaner - og tilmed skal der være plads til 144 meter høje kraner og et kæmpestort rensningsanlæg. Den planlagte udvidelse vil være ødelæggende for det smukke udsyn over bugten til Mols.
Det påstås, at havnens vækst vil gå i stå uden en udvidelse. At virksomheder vil søge til andre havne, og Aarhus dermed vil miste masser af arbejdspladser. Det kunne byrådet måske have tænkt på, før man afgav 60 hektar havnearealer til bymæssig brug - bl.a. til Aarhus Ø.
De klimamæssige konsekvenser af havneudvidelsen forekommer overfladisk belyst. Den foreliggende VVM-rapport kritiseres for at bagatellisere udvidelsens miljøkonsekvenser. Mere gods betyder mere indlejret CO2, øget udledning fra et stigende antal lastbiler - for ikke at tale om den enorme miljøbelastning, selve havneudvidelsen vil betyde. Og årtier med tung lastbiltrafik i det sydlige Aarhus, når havnearealet skal fyldes op. Og hvor stor skade vil et så enormt anlægsprojekt gøre på havbunden?
Er det virkelig nødvendigt at tage en så stor luns af et af Danmarks smukkeste områder for at tiltrække virksomheder. Derfor: Er der brugt kræfter nok på at undersøge alternative løsninger? Der kan ske meget i løbet af de 30 år, det tager at bygge den nye havn. Men så kan skaden være sket - man river jo ikke en havn ned igen.