Stop planerne om dumpning af forurenet slam i Aarhusbugten.
Stop planerne om dumpning af forurenet slam i Aarhusbugten.
Det er en forældet tankegang at bruge havmiljøet som losseplads.
Slammet forsvinder ikke af sig selv under havoverfladen, fordi det ikke er synligt over vandoverfladen.
Aarhus Kommune har sammen med havnen, valgt 2 områder:
Hjelm i Kattegat og ved Fløjstrup og Mariendal Strand.
Disse to områder var nummer 5 og 6 i forhold til mulige valg, ifølge Cowi’s VVM rapport.
Den planlagte dumpning af de 5,3 millioner m3 forurenet havneslam ved Fløjstrup og Mariendal strand, er i et rigt og uerstatteligt naturområde. Det vil få katastrofale følger for hele området syd for Aarhus, og spredes fra Moesgaard Strand, Mariendal og Ajstrup Strand til Kysing Næs, af vejr, strøm og vind. Områder der bliver benyttet til rekreative formål til glæde for tusindvis af mennesker.
Jeg ser det som et stort problem at rapporten, der på et neutralt grundlag skal belyse påvirkningerne, er bestilt og betalt af havnen. Rapporten får istedet til hensigt at bagatellisere omfanget af forureningen og de kæmpestore konsekvenser for havmiljøet.
Rapporten rejser disse spørgsmål:
Hvorfor lytter I/byrådet ikke til de forskere der stiller spørgsmål til rapporten?
Hvorfor får I/Aarhus kommune ikke foretaget en uvildig rapport udført af uafhængige forskere?
Hvorfor skal Aarhus kommune ikke rense og deponere dette forurenende slam på land?
Der står i VVM bilag 8, på side 131, vedrørende tidligere fravalgte dumping pladser.
Her er fravalgte områder, begrundet med:
K1 og K2 blev afvist af Miljøstyrelsen, da de blandt andet fandt at placeringerne lå forholdsvist nær land og dermed tæt på badestrande.
K2 er strandområdet ved Højbjerg/Skåde, hvor afstanden mellem strand og dumpingområde, er den samme, som ved Fløjstrup Strand.
Hvorfor finder man det i undersøgelsen så i orden, at man dumper slammet lidt sydligere for byen, i et rekreativt område med badestrande, og med den samme afstand, som der i rapporten er blevet fravalgt?
Ingen skal lægge havbund og helbred til havnens forurening. Hvordan vil I/byrådet sikre, at den markante forurening med de miljøfarlige stoffer, som hormonforstyrrende stoffer fra bundmaling på skibe og en lang liste af tungmetaller iflg. COWIs rapport, ikke sker på bekostning af et levende havmiljø og de mange badende gæster?