Først og fremmest virker denne havneudvidelse som fuldstændig afkoblet fra alle målsætninger om bæredygtig udvikling i respekt for natur, miljø og klima.

Projektet synes at bygge på en forældet tankegang om "nødvendigheden politik", hvor alle andre "bløde" interesser må vige for den økonomiske vækst. Vi burde være blevet klogere, klodens naturressourcer er ikke uendelige, og klodens evne til at optage og bortskaffe vores affaldsstoffer er ikke ubegrænset - det er det der kaldes de planetære grænser. Projektet her lægger op til at udfordre disse grænser på flere områder.

Ødelæggelse af marin natur
Havet er ikke bare en uendelig naturressource, vi kan indvinde og udnytte efter forgodtbefindende, havet er natur, og det burde høre fortiden til at fortsætte vores ekspansion på bekostning af naturen - vi mennesker fylder allerede rigeligt i landskabet, men hvis vi skal bruge mere plads burde det være på bekostning af intensivt drevne landbrugsarealer eller genbrug af andre industriarealer.
Dumpning af forurenet slam i havet og udvinding af råstoffer med ødelæggelse af endnu flere stenrev til følge er yderst problematisk i forhold til bevarelse af havets biodiversitet. Den marine naturtype stenrev, som ofte rummer en stor artsrigdom af dyr og planter, er i forvejen i stærkt ugunstig bevaringsstatus i de danske farvande. De fleste stenrev er forlængst fisket op, og i dag udgør stenrev kun sølle 1 % af havbunden. Yderligere indvinding af sten og grus fra havbunden bør stoppes, hvis vi skal leve op til målene om at bevare biodiversiteten i de marine områder - tværtimod bør der genoprettes stenrev.

Vækst i forbrug bør stoppe
Hele præmissen om fortsat vækst i containertransporten bygger på en fortsat vækst i materielt forbrug, der snart bør være fortid, hvis Aarhus og Danmark skal leve op målsætninger om klimaneutralitet - det mål klinger hult, når man med den anden hånd fodrer forbrugsmonstret. Helt absurd er borgmesterens argument om, at havneudvidelsen skal være med til at gøre Aarhus til en by, hvor vi har råd til at prioritere velfærd og den grønne omstilling - det kan man vist kalde "at fodre hunden med dens egen hale"! I stedet bør Aarhus Kommune indføre doughnutmodellen konsekvent som den grundlæggende model for fremtidens økonomistyring og have fokus på, hvordan man skaber trivsel uden at save den gren over man selv sidder på. Den nye interne CO2 afgift er ét positivt skridt, som naturligvis også må gælde havneanlæg.
Lige nu bruger vi i Danmark naturressourcer svarende til 4 jordkloder, og hvis vi skal leve op til de ambitiøse målsætninger om cirkulær økonomi, må én af konsekvenserne også være at behovet for transport af varer ind og ud af landet falder. Så vil der overhovedet være efterspørgsel efter så massiv en containertransport i fremtiden?
Det er skuffende at fagbevægelsen bakker op om projektet og tilsyneladende kun tænker på arbejdspladser (hvordan hænger det sammen, er der ikke mangel på arbejdskraft i Danmark?), og ikke på at mindske vores aftryk på naturressourcer, klima og miljø. I stedet burde de støtte oprettelse af grønne jobs.

Visuel forurening
Ødelæggelse af den fantastiske udsigt, man i dag har fra Tangkrogen til Mols og Helgenæs, tillægges tilsyneladende ikke økonomisk værdi i de modeller, der viser at projektet er en nødvendighed. Men denne udsigt har stor betydning for mange århusianeres mentale sundhed, den er helsebringende og kan være med til at modvirke folkesygdomme som stress og depression - hvor udsigt til en betonmole fyldt med kraner og containere kan gøre det modsatte.

Udemokratisk proces
Havneudvidelsen var ikke et centralt og synligt valgtema ved kommunalvalget for mindre end 1/2 år siden, og mon ikke mange vælgere vil føle sig snydt, hvis et flertal i byrådet nu træffer beslutning om denne enorme udvidelse af havnen? I en sag, der har så store konsekvenser for den almindelige århusianer, er en 8 ugers høringsfrist af mindst 7 planer, miljørapporter, godkendelser desuden helt utilstrækkeligt. Projektet presses igennem af store erhvervsinteresser, private investorer og multinationale selskaber, som tilsyneladende får lov at bestemme byens udvikling og udseende hen over hovedet på byens borgere. Processen lider alvorligt af demokratisk underskud, og en folkeafstemning ville være på sin plads!