Argumenterne lyder, at får Aarhus Havn ikke en gigantisk udvidelse (i absolutte såvel som i relative tal) for at kunne tilfredsstille markedets behov, så ender den i stedet med at måtte afvikle. Blandt andet med tusindvis af tabte arbejdspladser til følge og til skade for erhvervslivet. Udvidelsen er ganske enkelt ”nødvendig”, må man forstå, og så må aarhusianerne finde sig i, at havnen strækker sig langt ud i bugten.

Dette udgør en klassisk ombytning på prioriteringen af mål og midler. Lever vi for at arbejde? Eller arbejder vi for at leve? Hvad skal prioriteres højst: Aarhusianerne? Eller (nogle af) aarhusianernes arbejdspladser?

En essentiel del af attraktionsværdien ved Aarhus er nærheden til bugten, udsigten og åbenheden over vandet, udsigten til Mols og Samsø – en følelse af at være i naturen, selvom man er midt i en storby. Det er en fortræffelig kombination, som indgår dybt i selvforståelsen ved det at være Aarhusianer. Og skulle man være i tvivl om attraktionsværdien, kan man for eksempel blot kaste et blik på de hobevis af mennesker, der udnytter strækningen mellem Tangkrogen og skoven. En sådan essentiel del af Aarhus’ sjæl skal man værne om - for den er med til at gøre Aarhus til Aarhus.

Den foreslåede havneudvidelse vil helt åbenlyst forringe naturoplevelsen ved Strandvejen. Men ikke kun her. Den vil også ligge sig midt i udsigten for rigtig mange aarhusianere, der i dag kan glæde sig over en lejlighed med udsigt ud over havnen, til det åbne vand bagved. Og den vil ligge og fylde godt op i udsigten fra vandkanten ved Risskov såvel som fra Skødshoved mv. En udvidet havn vil i den grad ligge som en kæmpe øjenbæ fra nær og fjern. Den vil stride dybt mod Aarhus’ kvaliteter som by for bestandigt – og den vil genere oplandet. Den skal derfor ikke accepteres.

Hvis havnen ønsker udvidelse, så skal det fælles forståelsesgrundlag ikke være havnens behov. Men Aarhus’ behov for at være den by vi elsker. Og så må vi diskutere, hvordan havnen kan passe sig ind under disse rammer. Havnen må indrette sig og prioritere hvad den finder vigtigst at satse på, hvis ikke den mener at få mulighed for at rumme alt, hvad den måtte ønske. I det større perspektiv behøver vi vist ikke at være nervøse for, om der kan findes veje for godstransport mv. til/fra såvel Aarhus som hele Danmark i fremtiden.

At havnen historisk har spillet en kæmpe rolle i udviklingen af Aarhus kan i øvrigt ikke bruges som argument for, at det er naturligt at den fortsat skal udvide. Man skal ikke tage udgangspunkt i historien, men i nutiden, når man træffer fremtidens valg.