En Industrihavn skal ikke placeres i midten af nogen by – heller ikke Aarhus
Jeg mener at der burde kunne findes en alternativ placering til havneudvidelsen - eller igangsættes undersøgelser af de foreslåede samarbejder med Grenå og Fredericia havn foreslået i andre høringssvar – og derved undgår at benytte natur og rekreative arealer i/omkring Aarhus til tung industri. Det er ikke den rigtige prioritering af de arealer vi har til rådighed, og bidrager ikke til at gøre Aarhus til en bedre by for borgerne - men faktisk det modsatte pga. øget trafik, mindre kontakt til natur, forringelse af de rekreative arealer, reduktion af udsigt osv.
De foreslåede alternative udbygningsmuligheder ville sandsynligvis også kunne reducere den generelle miljø belastning (CO2, råstoffer osv.) ifbm. en kapacitetsudvidelse, hvis man kan benytte/udbygge eksisterende faciliteter i andre byer, fremfor at etablere så stort kunstigt område helt fra bunden.
Jeg er specielt imod opgravning af giftigt slam og klapning ved Fløjstrup strand, fordi:
Opgravning og klapning risikerer at forstyrre (i værste fald ødelægge) havmiljø, natur og rekreative arealer i Aarhus bugten.
Jeg kan godt se at der er lagt meget arbejde i, at udarbejde beregninger og teoretiske analyser på hvor meget/lidt af de giftige stoffer i det opgravede slam, der vil frigives til vandmiljøet ved opgravning og klapning. Heri påvises det teoretisk, at de giftstoffer der udskilles ligger under grænseværdier osv., og derfor ikke vil være til skade/gene for nærmiljøet osv.
Måske er det korrekt - måske er det i bedste fald et kvalificeret gæt, forklædt som sandhed?
For der må være enorme usikkerheder, grove estimater og antagelser lagt ind i en beregning med så mange dynamiske elementer og ubekendte.
Men om beregningen er korrekt eller ej, er ikke min største anke. For mig er problemet at det fjerner fokus fra det egentlige, og væsentligste, spørgsmål.
Er vi i Århus kommune (og DK generelt) grundlæggende interesserede i at igangsætte nye/flere aktiviteter der indebærer risiko for at påvirke natur og miljø negativt?
På mange andre områder bruger vi i Danmark milliarder af kroner på at afvikle disse skadelige indgreb, genskabe natur, øge biodiversiteten, bygge kunstige rev, reducere brug af pesticider etc.
Er dette forslag om opgravning og klapning ved Fløjstrup ikke helt i modstrid med disse kommunale og nationale ambitioner?
Jeg mener vi i Århus kommune (og DK generelt) skal den anden vej - vi skal passe endnu bedre på vores natur end vi gør i dag. Derfor kan jeg ikke støtte forslaget om udvidelse af havnen, og ej heller de politikere og partier der gør.
Med venlig hilsen
Claus Hindhede Hansesgaard og Martha Hindhede Hansesgaard