Miljøkonsekvensvurdering - Udvidelse af Aarhus Havn (Yderhavnen)
Hvordan kan Aarhus kommune forsvare at havnen dumper giftig havnebund ved Fløjstrup Strand og Hjelms Dyb?
Spejdergruppen Erik den Røde fra Beder-Malling ønsker at gøre indsigelse mod planerne om en havneudvidelse i Aarhus og dumpningen af giftigt slam ved Fløjstrup, Mariendal og Hjelms dyb.
Som spejdere bruger vi naturen meget, og vi ser det som vores opgave at formidle dens værdi samt hvordan man passer på den til børn og unge. Hvordan skal vi forklare børnene, at de skal værne om naturen, når man fra kommunens side vælger at dumpe over 5 millioner m3 slam ud for kysten uden hensyntagen til livet i området. Det er svært at forestille sig, hvordan COWI er kommet frem til, at man kan dække havbunden med 1m slam med ukendt indhold af giftstoffer i form af bl.a. tungmetaller og det hormonforstyrrende stof TBT uden at det har negativ effekt på havmiljøet. Hvorfor renser man ikke slammet og råder bod på fortidens synder i stedet for blot at dumpe problemet andre steder i havet?
Vi hæfter os endvidere ved, at borgmesteren samt 1/3 af byrådet er socialdemokrater. Ordet ”grøn” fremgår 11 gange i partiets aktuelle beskrivelse af Socialdemokratiets visioner for Århus (https://www.socialdemokratiet.dk/taettere-paa/aarhus/). Og på landsplan ønsker socialdemokratiet sig bl.a. ”en fremtid med mere natur og en sundere hverdag”. Og mener at ”Vi skylder både vores børn og de kommende generationer at passe bedre på vores klode” (https://www.socialdemokratiet.dk/det-vil-vi/miljoe/). Det synes vi klinger endog meget hult i lyset af de aktuelle planer.
- Hvis socialdemokraterne mener disse udmeldinger alvorligt, hvorfor har man så ikke udbedt sig en uvildig undersøgelse af miljøpåvirkningerne ved havneudvidelsen for at sikre sig, hvilke konsekvenser den reelt vil have for naturen, så man lever op til sine løfter om at arbejde for en grønnere fremtid for Aarhus?
Derudover vil vi gerne tilslutte os de gode spørgsmål, som Beder-Malling Vinterbadeklub har indsendt
Vi ønsker svar på:
1. Hvilke stoffer findes i havneslammet?
- Hvilke problematiske stoffer er der i havneslammet? Vi ønsker et overblik over ikke blot de stoffer, der er undersøgt i Miljøkonsekvensvurderingen, men et overblik over ALLE de problematiske stoffer, der er eller kan være i havneslammet, samt hvilke mængder og koncentrationer de findes i - samt et overblik over, hvordan de enkelt stoffer potentielt kan påvirke havmiljøet.
Vi ved, det er en stor opgave, men vi mener, at Aarhus Kommune og byråd bør sikre, at der skabes et uvildigt overblik over påvirkningen af havmiljøet, inden der træffes beslutning om havneudvidelsen. I denne forbindelse må vi gøre opmærksom på, at COWI-rapporten ikke er uvildig.
2. Havmiljøet bør ikke forurenes yderligere
- Hvordan vil kommunen og de involverede styrelser og ministerier sikre, at der ikke sker en yderligere forurening af havmiljøet i forbindelse med havneudvidelsen?
3. Klappladsen ved Fløjstrup Strand er dybt problematisk
Ifølge bilag 8, side 131, er andre mulige klappladser ved bl.a. Højbjerg/Skåde blevet fravalgt, fordi de lå for tæt på strandlinjen. Klappladsen ved Fløjstrup Strand ligger dog lige så tæt på strandlinjen - og Fløjstrup Strand er umiddelbart den mest uberørte af de sydlige strande i Aarhus Kommune og den, der har de største naturværdier i form af netop uberørthed samt fugle- og fiskeliv. UV-jægere beretter om, at ved Mariendal og Fløjstrup Strand ser de jævnligt fisk og hummere - noget, der er et særsyn i store dele af bugten.
Potentielt kan strandene fra Ballehage over Silistria, Moesgård Strand, Fløjstrup Strand, Mariendal Strand og Ajstrup Strand og videre ned over Odder Kommunes strande blive påvirket af forurening fra klapningen af havneslam.
- Hvorfor vurderes stranden ved Fløjstrup ikke at have samme værdi som strandene ved Højbjerg og Skåde?
- Hvordan vil Aarhus Kommune sikre, at forurening fra havneslammet ikke ødelægger havmiljøet ved Fløjstrup Strand og ved de øvrige sydlige strande?
4. Rekreative områder sættes under pres
Aarhus bugt er et uvurderligt rekreativt område for kommunens og nabokommunernes borgere og for turister. Sigtelinjerne fra Aarhus ud mod vandet vil blive voldsomt forstyrrede af den planlagte havneudvidelse, hvor horisonten vil blive forstyrret af kraner og industri.
Vi finder det urimeligt, at byggeriet af en ny havn skal ødelægge de grønne åndehuller nær vandet.
- Hvad har kommunen gjort for at sikre, at alle relevante alternativer til havneudvidelsen er undersøgt grundigt?
5. Problematisk dobbeltrolle for borgmesteren
Vi finder det dybt problematisk, at Aarhus Kommunes borgmester også er formand for Aarhus Havns bestyrelse. Det betyder, at vi som borgere i kommunen ikke kan stole på, at kommunen vil sikre den bedste løsning for borgerne, sikre reel borgerinddragelse i processen (der vil påvirke alle borgeres oplevelse af byen og de rekreative områder langs vandet) - og det betyder, at vi ikke kan stole på, at også de upopulære oplysninger om havneudvidelsen kommer frem.
Forløbet indtil nu har kun bekræftet os i, at der er alvorlige habilitetsproblemer: Der mangler fokus på alternative løsninger, der ikke er så indgribende over for naturen.
Vi må på det kraftigste opfordre til, at Aarhus Kommune varetager sin rolle på upartisk vis og sikrer den bedste løsning for borgerne og for naturen - også dén under havoverfladen.
- Hvad vil kommunen gøre for at sikre, at beslutningen om havneudvidelsen tages på grundlag af reelt uvildige undersøgelser?
- Hvordan vil kommunen sikre reel borgerinddragelse i beslutningen om et byggeri, der vil præge Aarhus i al fremtid?
Mvh. Camilla Fredslund på vegne af spejdergruppen
Erik den Røde
Download høringssvar som pdf