Sæt ikke en skamplet på det der gør Aarhus helt unik!
Ligesom et maleri, er Aarhus rammet ind i en smuk ramme. Naturen. Skoven og strandene mod syd, og skoven og stranden mod nord. Som ingen anden storby i Danmark, er Aarhus rammet ind i ægte natur. En natur der gør at man fra Strandvejen og Mindeparken kan se ud over det uendelige hav, og få følelsen af at være langt væk fra byen. At man med denne udsigt, samtidig er så tæt på centrum, er det der gør byen helt unik. Det er det turister og besøgende taler om, når de besøger byen, og det der skaber længsel og misundelse for de mange der ikke bor her. Den lette adgang til ægte natur.
Bygningerne og gaderne i Aarhus er måske ikke så storslåede og smukke som de er i mange andre byer i Danmark. Vi kan ikke prale af lange promenader med unikke bygningsværker som for eksempel København. Til gengæld har vi den smukkeste ramme, som ingen anden storby i Danmark har.
Uden den, vil Aarhus for alvor miste sit smil. Lad ikke dette ske.