Gå til hovedindhold
Miljøkonsekvensvurdering - Udvidelse af Aarhus Havn (Yderhavnen)

Nej til klapning af slam ud for Ajstrup og Fløjstrup Strand

Skulle den foreslåede udvidelse af Aarhus Havn blive besluttet - og Gud forbyde det - skal der bortgraves 5-6 mio. kubikmeter slam. Planen er, at slammet skal dumpes, eller klappes, på et knap to kvadratkilometer stort område 2,5 km ud for kysten ved Ajstrup og Fløjstrup Strand.

Igen står naturen syd for Aarhus for skud. Sidst ville byrådet hegne køer og heste inde og tusindvis af natur-brugere ude af skovene. Nu vil de pladre vandet til med giftigt slam. Har byrådet da slet ikke forstået, at byens nærhed til naturen er en af dens allermest værdsatte attraktioner?

At de 5-6 mio. kubikmeter slam, som indeholder både mudder, TBT, arsen, cadmium, kviksølv og andre giftige sager, skal lægges i et tre meter tykt lag blot 2,5 km ud for Fløjstrup Skov er ikke kommunens førstevalg. Faktisk er hele fire foregående forslag til placeringer blevet afvist af Miljøstyrelsen og to af dem med henvisning til, at de lå for tæt på badestrande. Det var ud for Helgenæs og ud for Ballehage. Og placeringen ud for Ballehage var - gæt engang - 2,5 km ud for stranden. (Bilag 8, Miljøvurdering, side 131).

Det er Miljøstyrelsen, der skal give tilladelse til dumpning af slam og den tilladelse har kommunen endnu ikke opnået ifølge de dokumenter, der er til rådighed. Men man er ‘i dialog’ med Miljøstyrelsen og ‘denne proces med Miljøstyrelsen pågår’, som det fremgår af Cowi-rapporten Yderhavnen - ikke-teknisk resume (side 10).

Det er som om, man fra kommunens og Cowis side siger: Nå, jamen så flytter vi bare klapområdet lidt længere sydpå, så opdager Miljøstyrelsen nok ikke, at vi stadig kun er 2500 meter fra stranden…

Men uden godkendelse, ingen byggestart. Så skal der findes alternative muligheder for at komme af med slam og mudder - og der skal udarbejdes en fornyet miljøkonsekvensvurdering for de alternative muligheder. Skindet er solgt, men bjørnen er ikke skudt.

Som et kuriosum kan nævnes, at mens der har været habitatundersøgelser med dykker, hvor den kommende havneudvidelse skal ligge, har der ikke været dykkere nede i det område, , som efter planen skal dækkes af et 3 meter tykt lag af slam (Bilag 02 - Habitatkortlægning).

Kære byråd: I skal ikke godkende miljøkonsekvensvurderingen. Det er simpelthen ikke gennemtænkt. Lad os håbe, at i det mindste Miljøstyrelsen kan se det.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Ole Rode Jensen

Indsendt

03/03/2022 13:12

Sagsnummer

HS7606220

Informationer

Startdato
Svarfrist
Område
Midtbyen
Hørings-id

H406

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00

Ole Gregor på 4185 9889

Anne Haarmark (jordtip) på 2920 8166

Søren Sloth Lave på 4185 9841