Aarhus Havn er en arbejdsplads for mange tusinde mennesker, både direkte og indirekte. Der er intet betændt ved planerne om udvidelsen af Aarhus Havn for at imødekomme fremtiden. Tværtimod er det rettidig omhu, som blev påbegyndt for omkring 70 år siden, hvor Aarhus Havn fik sin allerførste anerkendelse som basishavn. Dygtige havneledelser og skibsagenter har bidraget til løbende at holde Aarhus Havn opdateret. Alternativet til den
nye udvidelse vil være, skibene forsvinder, og der kommer mere trafik på vejene, fordi skibene vil uden den nødvendige udvidelse i Aarhus søge til Hamburg.
Aarhus Havn har givet god plads til ro- og sejlsport og søbad. Både nord og syd for byen vil der fortsat være masser af smuk udsigt, ligesom der er mulighed for at bo i Aarhus-Ø. Hvis det ikke rækker, så er det en velkendt sag, man kan desværre ikke altid gøre alle tilpas.
Københavns Havn har ikke samme succes som Aarhus Havn, fordi bl.a. vanddybden giver ikke Københavns Havn fysisk mulighed for at tage konkurrencen op med succesfulde Aarhus Havn.
Jeg har i mine mange aktive år været bruger af Aarhus Havn og fulgt dens gode udvikling, som naturligvis må fortsætte. Ellers bliver hele Aarhus Havn et boligområde, mennesker mister deres job ved Aarhus Havn, der kommer flere lastbiler på vejene, og fragterne fordyres hermed. Alle beregninger viser, Danmark er for lille til banefragt, som kræver min. 600 km.