Miljøkonsekvensvurdering - Udvidelse af Aarhus Havn (Yderhavnen)
HAVNEUDVIDELSEN OG MARSELIS-TUNNEL SKABER TRAFIKKAOS, GIVER STØJ, UDLEDER MERE CO2 - UDEN AT LØSE TRAFIKPROBLEMERNE
Trafikmæssigt set er havneudvidelsen og Marselistunnel projektet galt på alle parametre: Det er dyrt, klimaskadeligt, unødvendigt; det vil give støj, trængsel og trafikkaos og ikke løse de store reelle problemer Aarhus har med sin trafik.
Havneudvidelsen og Marselis-tunnel projektet hænger tæt sammen. Og begge hænger de igen sammen med Infrastruktur-reformens mange megaprojekter. Marselistunnelen er et helt igennem overflødigt projekt til 2,7 mia. Havneudvidelsen koster 3 mia. Tilsammen vil de skabe trafikkaos, trængsel og kødannelse i årtier frem. Foruden at ødelægge klima og havmiljø. Og når al jorden er kørt til de nye havnearealer, og det hele står klar, så vil Aarhus’ store trafikproblemer ikke være løst.
Aarhus’ trafikproblemer er markante. Havneudvidelsen og Marselistunnel-projektet vil ikke løse problemerne, tværtimod vil de øge problemerne. Samtidig vil de øge CO2 belastningerne fra transporten. Men hvis vi skal holde os inden for Parisaftalens mål om max 1,5 grader global opvarmning, så skal vi omgående reducere alle udledninger, jf. figuren til højre, som viser at jo længere vi venter, jo mere drastisk skal vi reducere CO2. Hvis vi var startet i 2019 skulle vi reducere årligt med 18%. I dag er CO2 udledningerne vokset yderligere og der er gået yderligere 4 år – vi skal med andre ord reducere endnu mere årligt.
FAKTA OM TRANSPORT - lidt om ABSURDITETERNES OMFANG OG SITUATIONENS ALVOR
Hele 29% af Danmarks CO2-udledninger stammer fra transporten. Transport har en lang række videnskabeligt beviste ødelæggende virkninger: Den ødelægger natur og miljø, destruerer artsmangfoldighed/biodiversitet, skaber trængsel, støj og forurener luften på måder, der resulterer i en række sygdomme.
Bilernes antal er det seneste årti vokset mod amerikanske tilstande og har efterladt en kollektiv trafik i krise. Vi har aldrig haft flere personbiler: I 1995 var der 1,5 mio. biler. I dag er der 2,7 mio., og regeringen forudser at der vil være 3,3 mio. biler i starten af 2030’erne.
En gennemsnitsbil kører 3,5% af tiden og holder stille i mere end 96% af tiden . Der sidder 1,05 person i hver bil i myldretidstrafikken, selvom der typisk er plads til 4-5. Hver bil optager 2-3 P-pladser og et stort antal km asfalt.
En S-bane har samme kapacitet som 32 vejbaner. Alligevel foregår 84% af vores persontransport med biler.
En el-bil er i heldigste fald halvt så skadelig i forhold til klima som en fossilbil (ifølge Klimarådet), men det er ikke desto mindre stærkt klimaskadeligt. Og selve produktionen af el-biler bruger vitale globale ressourcer, som kun findes i begrænsede mængder.
Hele 98% af vore bilpark er fossilbiler (benzin, diesel eller hybrid), kun knap 2 % er el-biler . En bil lever i gennemsnit 15 år; hver bil lever i dag 0,8 år kortere end for 10 år siden. Antallet af SUV’ere er vokset stærkt, og nye biler udleder i dag mere CO2 målt per km, bl.a. som følge af de mange store SUV’ere, som er mere benzinkrævende pga. større vægt og luftmodstand.
I Aarhus står trafikken for 50% af alle kommunens CO2-udledninger, siger Byrådet bl.a. i Klimaplan og -Strategi. Og man har i plan og strategi lovet inden 2030 at reducere dens udledninger med 200.000 tons CO2 årligt.
Alligevel kører vi stadigt mere i bil, får flere biler per familie, cykler mindre og bruger kollektiv transport langt mindre. Det gælder på landsplan såvel som for Aarhus.
Man kan dårligt forestille sig en mere grotesk og klimaskadelig brug af klodens ressourcer. Og så er der intet sagt om klimaskadelig luftfart eller ditto transport med lastbiler og skibe. Det kan og skal gøres klogere.
SE VENLIGST VEDHÆFTEDE PDF,MED UDDYBNING, ALTERNATIVER OSV.
Download høringssvar som pdf